Lovgivningen sikrer dig, at en investeringsfond har en klageansvarlig, som kan hjælpe dig i tvister mellem dig og investeringsfonden. Du kan finde den klageansvarlige på investeringsfondens hjemmeside.
Klager vedrørende rådgivning i forbindelse med køb og salg af investeringsbeviser hører under Det finansielle ankenævn.
Det finansielle ankenævn gør det nemt for dig som investor i en investeringsfond at klage.
Hvem og hvad kan du klage over - og hvordan?
Det finansielle ankenævn behandler klager over investeringsforeninger, SIKAV'er og værdipapirfonde omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. samt kapitalforeninger omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. (herefter kaldet investeringsfonde), der er etableret i Danmark. En klage over en investeringsfond, der er etableret i udlandet, kan behandles, hvis sagen har større tilknytning til Danmark end til etableringslandet, eller hvis parterne er enige herom.
Din klage kan angå samtlige omstændigheder mellem investeringsfonden og dig. Det finansielle ankenævn behandler dog ikke klager over eksempelvis ansattes opførsel, en investeringsfonds markedsføring eller andre generelle forhold. Det finansielle ankenævn kan afvise din klage, hvis den ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende.
Du skal sende din klage ved at udfylde et særligt klageskema, som du finder på ankenævnets hjemmeside. Det koster 200 kr., som du får tilbage, hvis du får medhold i sagen.
Finans Danmark opfordrer alle investeringsfonde til at følge kendelser, der er truffet af et enigt ankenævn.