Bankpakkerne

2008 

Bankpakke I 

I efteråret 2008 blev det klart, at den internationale likviditets- og tillidskrise (blandt andet opstået som følge af usikkerhed om, hvem der ville tabe penge på de amerikanske såkaldte subprime boliglån) havde gjort de danske bankers adgang til ny likviditet stærkt begrænset. Den internationale likviditetskrise -  kombineret med det irske tiltag med en generel statsgaranti for de irske banker - gjorde det tydeligt, at der var behov for hurtig handling.  

Den danske situation var alvorlig og vurderingen var, at den finansielle sektor i Danmark i løbet af relativt kort tid kunne få problemer med at fungere som følge af likviditetsmangel. I oktober 2008 indgik regeringen på den baggrund en bred aftale med et flertal af Folketingets partier. Aftalen indebar blandt andet, at staten sammen med den finansielle sektor garanterede, at alle indskydere og andre simple kreditorer i en 2-årig periode frem til 30. september 2010 fik fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i bankerne. Garantien var omfattende og udgjorde ca. 3.000 mia. kr.  

En del af aftalen var, at de danske banker skulle betale staten for den 2-årige garanti. Betalingen for garantien blev udformet således, at den afhang af, i hvor høj grad garantien blev benyttet. Samlet set endte de danske banker med at betale 25 mia. kr. for garantien til staten.  

2009

Bankpakke II (Kreditpakken)

I slutningen af 2008 blev det tydeligt, at udsigterne for dansk økonomi var negative og tydeligt påvirket af den internationale finansielle krise og de svage internationale konjunkturforhold. I den forbindelse var vurdering, at det var væsentligt for den danske økonomi at sikre kreditgivningen i Danmark. En forudsætning for, at kreditinstitutterne kan løfte denne centrale samfundsopgave er, at de har tilstrækkelig med kapital. I lyset af krisen og den generelle usikkerhed om f.eks. de kommende potentielle tab på udlån var markedernes forventninger til mængden af bankernes kapital øget betydeligt. Samtidig var konsekvensen af den økonomiske afmatning, at de private investorer var meget tilbageholdende med at stille kapital til rådighed for bankerne. Uden adgang til kapital var der en risiko for, at der kunne opstå en såkaldt kreditklemme i Danmark, hvor kreditværdige husholdninger og virksomheder ikke kunne få de nødvendige lån. Dette ville hæmme den økonomiske vækst og være til skade for hele samfundsøkonomien.

På den baggrund vedtog Folketinget i februar 2009 muligheden for statslige kapitalindskud i kreditinstitutterne. Formålet var, at solvente danske penge- og realkreditinstitutter kunne søge om statslige kapitalindskud for at øge kapitalen og dermed opretholde deres udlånsaktiviteter. Kreditinstitutterne skulle betale en rente for det statslige kapitalindskud, der i gennemsnit var 10 procent årligt.  

Yderligere var der også mulighed for, at en bank kunne tilkøbe en individuel statsgaranti til en obligationsudstedelse mod betaling af en præmie til staten. 

2010

Bankpakke III (Exit-pakken) 

I forbindelse med udløbet af den generelle statsgaranti fra Bankpakke I i efteråret 2010 vedtog Folketinget en ny model til håndtering af nødlidende banker. Den nye model var et alternativ til en normal betalingsstandsning og konkursbehandling. Formålet med ordningen var at sikre en kontrolleret afvikling af nødlidende banker, der kunne ske uden, at staten skulle stille midler til rådighed. Afviklingsordningen indebærer derfor, at simple kreditorer og indskydere med indskud over et beløb svarende til ca. 750.000 kr., som dermed ikke dækkes af Indskydergarantifonden, kan lide tab et økonomisk tab ved bankafviklingen. 

2011 

Bankpakke IV (Konsolideringspakken) 

Erfaringerne fra afviklingerne gennemført under Bankpakke III var, at det var vanskeligt at skabe løsninger, hvor den nødlidende bank blev overtaget af anden bank og drevet videre. Bankpakke IV indfører derfor muligheden for en såkaldt medgiftsordning, hvor Indskydergarantifonden og staten gennem Finansiel Stabilitet kan yde en medgift ved at tilføre midler eller stille garanti til dækning af det nødlidende instituts ikke-efterstillede kreditorer over for et bank, der måtte være interesseret i helt eller delvist at overtage det nødlidende institut. Størrelsen af statens medgift kan maksimalt udgøre det forventede tab på bankens individuelle statsgaranti (via Bankpakke II), såfremt banken skulle afvikles efter Bankpakke III reglerne. På sammen vis kan størrelsen af Indskydergarantifondens medgift maksimalt svare til fondens tab ved afvikling efter Bankpakke III.  

2012

Bankpakke V (Udviklingspakken) 

Bankpakke V bestod af tre elementer. Det første og største element var en opsplitning af FIH Erhvervsbank, hvor ejendomsdelen blev skilt fra og overtager af Finansiel Stabilitet. Begrundelse herfor var, at ud fra både et statsfinansielt og samfundsmæssigt hensyn var det nødvendigt at skabe sikkerhed om FIH Erhvervsbank’ finansieringssituation.  Andet element var etableringen af Landbrugets Finansieringsbank, der skulle medvirke til at sikre en strukturtilpasning og udvikling i landbruget. Tredje element var at øge Vækstfondens og Eksport Kredit Fondens (EKF’s) muligheder for at give garantier og lån til virksomheder.  

2013

Bankpakke VI  (SIFI-aftalen) 

Bankpakke VI også kaldet SIFI-aftalen, da aftalen fastsætter kriterier for udpegningen samt krav til de danske såkaldte SIFI’er. Et SIFI er et systemisk vigtigt finansielt institut, det vil sige et institut, der er så centralt for samfundsøkonomien, at det ikke kan afvikles efter de normale regler for bankafviklingen. Aftalen skærpede likviditets- og kapitalkravene til de store danske penge- og realkreditinstitutter, der blev udpeget som SIFI’er, for at gøre disse institutter mere robuste over for fremtidige økonomiske kriser.