Finans Danmark har i en ny dybdegående analyse undersøgt långivning i landdistrikter. Analysen viser, at der ikke er statistisk belæg for, at ansøgere i landdistrikter systematisk stilles ringere end ansøgere andre steder i landet.
”Der er ingen postnumre i Danmark, hvor man på forhånd er udelukket fra at få et boliglån. Der bliver hvert år givet tusindvis af lån til boligkøb i landdistrikterne, og siden 2016 er antallet af nye lån til boligkøb faktisk steget mere i landdistrikterne end i andre områder. Alligevel oplever vi en usikkerhed blandt nogle boligkøbere om, hvorvidt postnummeret alene kan udelukke dem fra at få lån til en bolig i landdistrikterne,” siger Steen Lohmann Poulsen, direktør for konkurrenceevne, realkredit og vækst i Finans Danmark, og fortsætter:
”Det er vigtigt at få gjort op med den opfattelse. Hvis familier fravælger en bolig i et landdistrikt, fordi de på forhånd tror, at de ikke kan få den finansieret, kan det i sig selv stå i vejen for bosætning og udvikling i dele af Danmark. Derfor har Finans Danmark på vegne af banker og realkreditinstitutter lanceret et klart løfte om et lånetilbud. Med låneløftet ønsker Finans Danmark at skabe større tryghed om mulighederne for boligfinansiering i hele landet. Er økonomien til det, kan man være sikker på at blive tilbudt et lån til en bolig i landdistrikterne efter gældende regler og det enkelte instituts kreditpolitik. Hvis man alligevel oplever at få afslag alene på grund af boligens beliggenhed, skal der være mulighed for at klage, og klageadgangen skal være uvildig, nem og gennemskuelig.”
Analysen, der bygger på spørgeskemaundersøgelser fra hhv. 2021, 2024 og 2026 samt registerdata, viser, at samme andel af låneansøgningerne får tilbudt lån i landdistrikter som i andre dele af landet. På tværs af alle tre undersøgelser får ni ud af 10 af dem, der har søgt om lån, tilbudt et lån. Det betyder med andre ord, at der ikke er forskel på, om man får tilbudt et lån til køb af bolig i landdistrikterne eller andre steder i landet.
Når der kontrolleres for en lang række forhold, som har betydning for kreditvurderingen – herunder indkomst, beskæftigelse, alder, civilstand, boligtype og kreditforhold – er der heller ingen forskel på sandsynligheden for at få tilbudt et lån i landdistrikter som i resten af landet. I de relativt få tilfælde, hvor der gives afslag, er det primært låneansøgernes økonomiske forhold der afgør, om der gives et lånetilbud.
”Debatten om lån i landdistrikter handler ofte om adgang til finansiering. Vores analyse viser, at banker og realkreditinstitutter ikke forskelsbehandler ansøgere på baggrund af postnummer. Derfor bør den politiske debat i højere grad handle om, hvordan vi skaber gode rammer for at bo, arbejde og drive virksomhed i hele Danmark. Stærke lokale arbejdsmarkeder, god infrastruktur og attraktive lokalsamfund er afgørende for på længere sigt at understøtte et velfungerende boligmarked i landdistrikterne,” siger Steen Lohmann Poulsen.
Det er også vigtigt at få større fleksibilitet i boliglånereglerne, så danskerne får bedre lånemuligheder, også i landdistrikterne. Banker og realkreditinstitutter skal i højere grad kunne tage udgangspunkt i den enkelte families situation.
”Banker og realkreditinstitutterne vil gerne læne sig mere frem, men bremses af unødigt rigide regler og tilsynspraksis. Mere fleksible låneregler kan forbedre finansieringsmulighederne, f.eks. ved bedre at kunne inddrage lokalkendskab og kunne tage udgangspunkt i den enkelte danskers økonomi,” siger Steen Lohmann Poulsen
Læs analysen her