På landsplan er udbuddet af boliger faldet med 13,3 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Kun København By og Bornholm har oplevet et stigende udbud, hvor antallet af boliger til salg er steget med henholdsvis 57,8 pct. og 7,5 pct.
Det samlede fald i boligudbuddet skyldes især et lavere udbud af huse. I august var der 26.357 huse til salg, hvilket er 15,1 pct. færre end på samme tidspunkt sidste år. Udbuddet af huse er faldet i 8 ud af 11 landsdele. I Østjylland, Østsjælland og Nordsjælland er udbuddet faldet med mere end 20 pct., nemlig 25,6 pct., 24,1 pct. og 20,7 pct., mens det i København By, Københavns Omegn og på Bornholm er steget med henholdsvis 10,3 pct., 1,8 pct. og 9,5 pct.
Udbuddet af ejerlejligheder er også faldet det seneste år, men mere moderat med 3,9 pct. Her ses dog et tydeligt geografisk skel. I København By er udbuddet steget markant med 77,9 pct., mens udbuddet i Østjylland er faldet med 33,9 pct. Den store stigning i udbuddet for København By skal dog ses i lyset af, at det kommer fra et rekordlavt niveau.
På landsplan er udbudspriserne steget for både huse og ejerlejligheder sammenlignet med august sidste år, med henholdsvis 7,3 pct. og 11,0 pct. Huse i Nordsjælland oplevet den største prisstigning det seneste år, hvor udbudspriserne er steget med 12,2 pct. For ejerlejligheder ses den største prisstigning i Østjylland, hvor udbudspriserne er steget med 19,3 pct.
”Hovedstaden har længe haft førertrøjen på boligmarkedet med kraftige prisstigninger og faldende udbud, men vi har i en periode set tegn på, at tempoet aftager. Der kommer markant flere boliger til salg, mens udbuddet har været faldende i store dele af resten af landet det seneste år. Det gælder særligt i Østjylland, Østsjælland og Nordsjælland, hvor vi også ser stigende priser,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
”En del af forklaringen kan være, at priserne i hovedstaden er nået op på et niveau, hvor flere købere er blevet mere afventende. Det kan være med til at dæmpe presset på markedet og give køberne lidt mere at vælge imellem. Samtidig ser vi den modsatte bevægelse flere andre steder i landet, hvor færre boliger til salg og stigende priser peger på, at resten af landet har lagt sig frem i feltet.”