Boligsøgningen er for mange nye studerende blevet en central del af studiestarten. I de store studiebyer koster en typisk nyopført privat lejebolig på 50 kvm mellem 5-10.000 kr. om måneden i husleje. På Frederiksberg og i København, hvor lejeboligerne er dyrest, er huslejen alene højere end det beløb en typisk studerende vil få udbetalt i SU. I Aarhus, Odense og Aalborg er huslejerne tættere på SU-niveauet.
”For mange studerende er regnestykket svært at få til at gå op, da huslejen kan overstige hele den SU, de får udbetalt. Selvom nogle kan være heldige at finde en billig leje-, studie- eller ungdomsbolig, er der fortsat mange, som må se langt efter de billigste boliger eller pendle længere for at få økonomien til at hænge sammen. En privat lejebolig er ofte for dyr til, at en studerende kan bo der alene - især hvis man ønsker at bo centralt eller tæt på sit studie,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Begrænset udvalg af mindre ejerboliger
For de studerende, der overvejer at købe en mindre ejerlejlighed, er mulighederne fortsat begrænsede. Små boliger er eftertragtede blandt både førstegangskøbere, singler og ældre, og det er med til at holde efterspørgslen høj. I de fem største studiebyer er der aktuelt 194 ejerlejligheder på op til 50 kvm til salg. Det er knap 30 pct. færre end på samme tidspunkt sidste år. Samtidig er priserne på mindre ejerlejligheder steget i flere af byerne.
"Mindre boliger er attraktive for mange, og derfor er der stor konkurrence om dem. Det kan være med til at presse priserne op. For en typisk ejerlejlighed på 50 kvm i de store studiebyer ligger de månedlige boligudgifter mellem 7.400 kr. og 17.900 kr. om måneden. Det er mere end en SU kan bære, og for de fleste studerende vil det kræve økonomisk hjælp hjemmefra, som langt fra alle unge har adgang til,” siger Peter Jayaswal, og fortsætter:
”VI skal gøre det lettere at skabe flere af de mindre og billigere boliger, som de unge efterspørger i de store studiebyer. Det gælder både ejerboliger, andelsboliger og lejeboliger. I Finans Danmark mener vi, at man skal fjerne barrierer i reglerne, der begrænser mulighederne for at bygge små boliger. Det gælder blandt andet kommunale størrelseskrav i Københavns kommune, som kan gøre det vanskeligere at skabe de boliger, mange unge efterspørger."
Fakta
SU til udeboende på videregående uddannelser
For at kunne modtage Statens Uddannelsesstøtte (SU) til en videregående uddannelse – fx universitetsuddannelser, lærer-, journalist- eller sygeplejerskeuddannelser – skal en række betingelser være opfyldt.
Krav for at få SU:
Du skal være optaget på en uddannelse, der er godkendt til SU.
Du må ikke modtage anden offentlig støtte til dine leveomkostninger.
Du skal opfylde de generelle SU-betingelser, herunder studieaktivitet, eventuel indkomst osv.
SU-sats for udeboende studerende (2026):
SU-sats, før skat: 7.426 kr. pr. måned (svarende til 89.112 kr. årligt).
Estimeret SU-sats, efter skat: 6.332 kr. pr. måned (svarende til 75.987 kr. årligt).
Den beregnede efter skat beløb tager udgangspunkt i, at den studerende ikke har anden indkomst end SU og derfor udnytter hele frikortet (54.100 kr. i 2026). Skatteberegningen er baseret på kommuneskatten i de fem studiebyer og gælder kun for den del af SU’en, der overstiger frikortet.
Kilde: Egne beregninger ud fra oplysninger fra Skat og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Ventetider
Studieboliger er forbeholdt unge som enten er på en SU-berettiget uddannelse, i lære, trainee eller har en elevplads. Det er svært at angive de præcise ventetider, da de afhænger af en række faktorer, som gør at det kan variere meget mellem de unge. Disse faktorer omfatter blandt andet studieboligens beliggenhed, størrelse, den unges aktuelle boligsituation, samt afstanden fra den nuværende bopæl til den ønskede studiebolig. Generelt vil ventetiden dog være længst omkring studiestart i august/september, og kan være alt fra ingen ventetid til over 6 måneder.
Fakta om hvad det koster at eje/leje en bolig i studiebyerne
Kvadratmeterhuslejen i private lejeboliger stammer fra Social- og Boligstyrelsens ”Huslejestatistik”, og er en beregnet størrelse, der anslås ved en antagelse om ensartede kvadratmeterhuslejer inden for en given bygning. Nyopførte private lejeboliger er opført efter år 2000, og udgør mellem 30 og 40 pct. af de private lejeboliger i de fire største byer: København, Aarhus, Odense og Aalborg. De estimeret udgifter for en nyopført privat lejebolig på 50 kvm. er opgjort nedenfor:
København: 8.700 kr.
Frederiksberg: 9.900 kr.
Odense: 5.400 kr.
Aarhus: 6.800 kr.
Aalborg: 5.000 kr.
Tallene stammer fra 2026. Beregningen inkluderer ikke eventuel boligsikring.
Udgifterne ved at eje en ejerlejlighed er fundet ved, at beregne udgifterne til at bo i en ejerbolig, der er finansieret med et banklån og et 30-årigt fastforrentet realkreditlån uden afdrag. Det er låneudgifter efter skat, boligskat, husforsikring samt renovation og vedligehold. Beregningen er foretaget på et lån uden afdrag, da afdragene i et tilsvarende lån med afdrag, kan ses som en form for opsparing. Udgifterne til en ejerbolig er beregnet på baggrund af gennemsnitlige handelspriser fra Finans Danmark. De estimerede udgifter for en ejerlejlighed på 50 kvm er opgjort nedenfor:
København: 16.900 kr.
Frederiksberg: 17.900 kr.
Odense: 8.400 kr.
Aarhus: 11.000 kr.
Aalborg: 7.400 kr.