Tallene viser blandt andet:
I juli blev der indhentet 14.519 lånetilbud på landsplan – et fald på 15 pct. sammenlignet med juli sidste år. Lånetilbud til ejerboliger og fritidshuse er i samme periode faldet med 17 pct. Niveauet er dog fortsat relativt højt; sammenlignet med juli for to år siden ligger antallet af lånetilbud til ejerboliger og fritidshuse i år knap 15 pct. højere.
Det lavere antal lånetilbud til ejerboliger og fritidshuse er især drevet af udviklingen i lånetilbud til omlægninger og tillægslån. På landsplan er antallet af lånetilbud med dette formål faldet med næsten 23 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, mens det tilsvarende er 23 pct. højere end for to år siden.
Antallet af lånetilbud til boligkøb er også lavere end for et år siden. På landsplan er antallet faldet 10 pct., men sammenlignet med juli 2024 er niveauet dog 5 pct. højere.
”Der er blevet givet færre lånetilbud i juli måned sammenlignet med sidste år, og vi ser en tendens til, at tempoet på boligmarkedet generelt er på et lavere niveau. Det er dog værd at bemærke, at der stadig gives flere lånetilbud end for bare to år siden, og det kan være et udtryk for, at der stadig er aktivitet på boligmarkedet, men at danskerne er mere afventende end tidligere,” siger Peter Jayaswal underdirektør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
”Det er især færre lånetilbud til omlægninger og tillægslån, der driver udviklingen. Det kan hænge sammen med et forholdsvis stabilt renteniveau, og at mange boligejere de seneste år allerede har gjort brug af muligheden for at omlægge deres lån.”