Januar og februar er sæson for udbetaling af udbytter fra de danske investeringsfonde. Det gælder også for 2024, hvor investeringsfondene har udbetalt 21,9 mia. kr. til investorerne. Det er en god mulighed for investorerne til at overveje, hvordan de vil udnytte de ekstra frie midler.
”De fleste investeringsfonde udbetaler udbytter i løbet af de første måneder af året, og selv om det samlede beløb er lidt lavere i år end sidste år, er det stadig en stor sum penge, der er sendt retur til investorerne. De bør derfor overveje, om pengene skal blive stående på kontoen eller geninvesteres. Hvis opsparingen allerede er tilstrækkelig stor, kan det være en fordel at geninvestere udbyttet, så det forhåbentligt vokser sig endnu større og give en stærkere købekraft, når pengene skal bruges,” siger investeringschef Kåre Valgreen, Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Det kan være relevant at geninvestere sit udbytte, hvis man ikke ønsker ændringer i sin fordeling i porteføljen. Det sker, da de udbetalte udbytter får kursværdien til at falde tilsvarende, og det påvirker den foretrukne strategi. Det kan man gøre ved aktivt at geninvestere sit udbytte ned i fonden. Alternativt tilbyder mange banker ordninger, der automatisk geninvesterer udbytterne i fondene.
”Investorerne kan selv disponere over deres udbytter og aktivt tage valget mellem opsparing eller geninvestering. Der er også muligheder, hvis man ønsker sit investeringsmiljø mere automatiseret. Man kan nemlig vælge automatisk geninvestering for at rebalancere porteføljen ved udbetaling af udbytter. Her kan der også være penge at spare, da man ofte ikke betaler handelsomkostninger igennem disse ordninger,” siger Kåre Valgreen.
Læs afkaststatikken Læs markedsstatistikken
Månedens highlights:
- Nettoformuen i de danske detailfonde steg til 1.104 mia. kr. Det er en stigning på 17 mia. kr. fra forrige måned.
- Der var et nettokøb af investeringsbeviser på 10,6 mia.kr., mens der for året som helhed var et nettokøbstal på godt 14 mia. kr.
- Kategorien ’Aktier Globale’ oplevede det største positive nettokøb med 6,3 mia. kr.
- Samtlige aktiekategorier tegnede et positivt afkast i februar måned.
- ’Aktier Kina’ tegnede sig med et afkast på 7,6 pct. for februar måneds højeste afkast.