Både de unges og de ældres investeringslyst var faldende fra finanskrisen og frem til 2019 – men det fik coronakrisen lavet om på. Særligt blandt de unge er investeringslysten steget meget, og der er nu næsten lige så mange investorer blandt de unge, som der er blandt de ældre. Og det på trods af, at unge i gennemsnit har lavere indkomster, mere begrænsede formuer at investere for og typisk også mindre erfaring.
”Vi kan konstatere, at den bølge af investeringslyst, vi så under coronaperioden, ikke er løjet af her tre år efter. Og det på trods af, at 2022 var et dårligt investeringsår med negative afkast på aktiemarkederne generelt. Det viser, at mange unge investorer har været tålmodige og holdt fast i deres investeringer, selv om de i gennemsnit tabte penge – så de efterfølgende har haft mulighed for at vinde meget af det tabte ind igen i 2023, hvor afkastene omvendt var ganske gode,” siger Christian Heebøll Hammer, analysechef i Finans Danmark
De unge siger selv, at det især er tiden hjemme under coronakrisen , inspiration fra andre og interesse, der har fået dem i gang med at investere.
”Coronatiden synes at have sat en bølge i gang, hvor flere unge er begyndt at investere. Og det har inspireret andre til også at komme i gang. Generelt er det således normalt blandt unge at investere,” siger Christian Heebøll Hammer.
Manglen på viden holder en del unge tilbage
Ser vi omvendt på de mange unge, der har opsparing og luft i økonomien, men alligevel ikke vælger at investere, så skyldes det ofte mangel på viden og initiativ. I Finans Danmarks spørgeundersøgelse svarer ca. halvdelen af de unge, der ikke investerer, at de ikke kan overskue det, ikke har tænkt over det eller har svært ved at komme i gang.
”Når det ofte er den begrænsede viden om investeringer, der afholder de unge, peger det jo på, at vi bør styrke de unges finansielle forståelse. Når jeg selv er ude og holde oplæg om privatøkonomi til unge, er det faktisk også tit investeringer og aktiemarkedet, de spørger ind til og søger mere viden om,” siger Christian Heebøll Hammer.