Clearing Services P/S arbejder løbende på at drive, vedligeholde og videreudvikle en effektiv og velfungerende betalingsinfrastruktur i Danmark, som gør der muligt for finansielle institutter at skabe fremsynede løsninger og produkter til gavn for kunderne.
Clearingsystemerne
Der anvendes tre systemer til at afvikle detailbetalinger i danske kroner i Danmark. Systemerne adskiller sig ved at have forskellige afviklingstider og ved, at de håndterer forskellige betalingsløsninger. Systemerne er:
TIPS DKK (straksbetalinger)
Intradagclearing
Sumclearing
Nationalbanken er ansvarlig for og giver adgang til TIPS DKK (straksbetalinger).
Clearing Services P/S er et helejet datterselskab under Finans Danmark, og er ansvarlig for og giver adgang til Intradagclearing og Sumclearingen. Mastercard Payment Services er operatør af Intradag- og Sumclearingen.
Nationalbanken er overvågningsmyndighed og stiller afviklingssystem til rådighed for clearingerne. Det sker via den fælleseuropæiske platform for betalinger og værdipapirhandel, TARGET Services. Anvendelsen i Danmark går under betegnelsen TARGET DKK.
Du kan læse mere om Nationalbankens systemer og betalingsinfrastrukturen her: Betalingsinfrastrukturen i Danmark
Modernisering af betalingsinfrastrukturen
Vi er i gang med at realisere visionen for clearing- og betalingsinfrastruktur, som skal sikre en fortsat modernisering af den danske finansielle betalingsinfrastruktur og clearingerne.
Visionen udbreder anvendelse af ISO-20022-formater. Disse formater anvendes af Nordic Payments Council (NPC), der udarbejder betalingsstandarder for de nordiske valutaer. NPC er en pendant til European Payments Council (EPC), der bl.a. udarbejder standarder for euro-betalinger. Både NPC og EPC anvender de samme ISO 20022-formater, og det gør, at der for betalinger i danske kroner anvendes de samme formater, som for de øvrige nordiske valutaer og for euro. Dette udgør et fælles fundament, som giver optimale muligheder for at finansielle institutter kan udvikle betalingsløsninger.
Visionen er operationaliseret i en Sektorplan for Fremtidens Betalingsinfrastruktur forankret i et program, som ledes af e-nettet. Det er aftalt at i perioden april til juni 2027 flyttes transaktionerne fra Intradagclearing (den nuværende batch clearing til konto til konto betalinger) til den nye batch clearing STEP2 DKK (som følger NPC’s standarder) hvorefter Intradagclearingen vil blive lukket.
Informationsmøde
Den 4. februar 2026 afholdte Finans Danmark informationsmøde om kunderettede ændringer, som følge af skiftet til STEP2 DKK. Informationsmødet var tilgængeligt for ERP-leverandører, mv.
Se præsentation fra møde her
For mere information, se faktaark: Omlægning af batchbetalinger til STEP2 DKK og overgang til NPC-format
For spørgsmål eller yderligere information - kontakt: clearingerne@fida.dk