Formål med statistikken
Realkreditinstitutternes lånetilbud anvendes til at vurdere den aktuelle interesse for at optage realkreditlån. Statistikken opgøres på månedsbasis og giver dermed en tidlig indikation af udlånsaktiviteten i den givne periode. Man skal dog være opmærksom på, at ikke alle lånetilbud ender med et lån.
Datagrundlag
Data stammer fra realkreditinstitutterne, der hver især indberetter egne lånetilbud, som aggregeres til sektorniveau. I alt seks realkreditinstitutter indberetter til statistikken.
Definitioner og metode
Ved et lånetilbud forstås, en ansøgning om et lånetilbud, som realkreditinstituttet bevilger. Antallet af månedlige lånetilbud kan derfor sidestilles med antallet af bevilgede låneansøgninger.
Der indberettes et aggregeret antal lånetilbud for bolig og erhvervsejendomme.
Der indberettes både lånetilbud til nyudlån og i forbindelse med omlægning / konvertering samt tillægslån.
Hvis en kunde modtager to forskellige lånetilbud på samme tid indberettes to lånetilbud. Men hvis ét lånetilbud indeholder flere alternativer, fx med eller uden afdrag indberettes alene ét lånetilbud.
Opdatering
Pr. d. 14/3-2022 er data revideret fra og med oktober 2017 og frem til december 2021. Korrektionen medfører at data fra før oktober 2017 ikke er direkte sammenligneligt med perioden efter.