Sociale medier fylder rigtig meget i unges liv. Medierne former både de unges vaner, valg og i stigende grad også deres økonomi. Men fire ud af ti danske finfluencere giver dårlige råd, som leder unge til højrisikoinvesteringer eller svindel. Det fremgår af rapporten ”Unge – gæld, forbrug og opsparing”, Finans Danmark netop udgiver i forbindelse med afviklingen af Pengeuge, hvor tusindvis af elever i de store klasser bliver undervist i finansiel forståelse.
”Sociale medier kan være en vigtig indgang til finansiel læring, men analysen viser tydeligt, at der også er en alvorlig bagside. Alt for mange unge bliver præsenteret for investeringsråd, der lover hurtig succes, men i virkeligheden indebærer høj risiko og i nogle tilfælde er direkte svindel,” siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark.
Han mener, at de unge skal have ret til at vide, hvem der rådgiver dem. Derfor er Finans Danmark nu klar med syv forslag, som skal styrke unges økonomiske tryghed.
Et af dem er en digital mærkningsordning for professionelle finfluencere med dokumenteret faglighed. Forslaget skal skabe gennemsigtighed, ansvarlighed og beskyttelse på sociale medier.
Ud over at yde uhensigtsmæssig rådgivning tjener mange ikke-professionelle finfluencere penge på at sælge kurser eller sende unge videre til tvivlsomme investeringsplatforme gennem såkaldte referrals – ofte uden at gøre opmærksom på den reelle risiko eller deres egen økonomiske gevinst.
Svindlere når de unge – uden problemer
TikTok, Instagram og YouTube er blevet unges foretrukne steder at søge inspiration til alt fra opsparing og investering til ”økonomisk frihed”. Men
når algoritmer belønner sensationelle løfter frem for saglighed, bliver unge særligt udsatte. Finfluencere spænder dog bredt – fra regulerede professionelle rådgivere til ikke-professionelle finfluencere og i nogle tilfælde deciderede svindlere.
Udfordringen er, at ikke-professionelle finfluencere uden problemer og særlig baggrund kan give sig ud for at være kyndige og troværdige rådgivere og påvirke unge til at tage valg, der kan få alvorlige økonomiske konsekvenser. Mange ikke-professionelle finfluencere har nemlig et stort eget økonomisk motiv i den rådgivning, de giver. Nogle er endda direkte svindlere.
“I dag kan det være meget vanskeligt for unge at skelne mellem professionelle finfluencere, selvbestaltede finfluencere og deciderede svindlere. Det understreger behovet for både bedre finansiel undervisning og skrappere rammer for investeringsrådgivning og reklamer på sociale medier,” siger Lars Gert Lose.
Målet med Finans Danmarks syv forslag er at skabe klare spilleregler og løfte gennemsigtigheden i de økonomiske råd, som især unge, men også voksne, møder på nettet. Samtidig skal uprofessionelle aktører og svindlere holdes ansvarlige, og sociale medier skal tage et nyt og større ansvar på deres platforme. Med andre ord: unge skal have lige så gode vilkår for at navigere økonomisk online, som de har i den fysiske verden.
Syv forslag skal skabe klare spilleregler og løfte gennemsigtigheden på nettet:
- En digital mærkningsordning for professionelle finfluencere med dokumenteret faglighed.
- Krav om tydelig deklaration af kompetencer og økonomiske interesser for ikke-mærkede aktører.
- Lempelser i markedsføringslovens §11 b, så bankansatte finfluencere kan dele saglig økonomisk viden.
- Skærpet tilsyn med ikke-professionelle finfluencere fra Finanstilsynet.
- Ny klageadgang for brugere, der udsættes for uprofessionelt eller vildledende økonomisk indhold.
- Forpligtelser for sociale medier til at fjerne vildledende finansielt indhold og sanktionere ved manglende moderation.
- Større ansvar for platforme, herunder krav om kontrol med, hvem der kan købe finansielle annoncer.
Vi sætter sammen med DUF unges pengevaner, økonomiske forståelse og trivsel til debat på Ungdommens Økonomiske Topmøde mandag den 9. marts. Topmødet finder sted hos Kosmopol i indre by i København kl. 14-17.
Fakta - Pengeuge 2026
- Pengeuge sætter privatøkonomi og finansiel forståelse på skoleskemaet i uge 11.
- I løbet af Pengeugen vil knap 600 skoleklasser fordelt på 7.-10. klasse og efterskoler få besøg af en gæsteunderviser fra banken, som i to lektioner underviser eleverne i privatøkonomi.
- Bag Pengeuge står Finans Danmark og en række samarbejdspartnere, deriblandt landets banker.
- Pengeuges digitale undervisningsforløb ”Styr på dine penge” er lavet i samarbejde med bl.a. Danmarks Matematiklærerforening og forlaget FORSTÅ.
- Undervisningsmaterialet er tilgængeligt for alle skoler i Danmark via forstå.dk, og i sidste skoleår blev op mod 100.000 elever i udskolingen undervist ud fra undervisningsmaterialet. Det svarer til lidt over halvdelen af alle elever i udskolingen.
- Pengeuge arrangerer også Pengequizzen, som er en online konkurrence, der kun finder sted i uge 11. Her dyster skoleklasser på paratviden indenfor matematik og privatøkonomi. Vinderklassen vinder 10.000 kr. til klassekassen, mens regionale vindere får 5.000 kr.
- Læs mere på www.pengeuge.dk