De ringer op og fortæller, at din bankkonto er hacket eller på anden måde kompromitteret. Men bare rolig. Pengene kan sikres ved at overføre dem til en såkaldt sikker konto, men du skal være hurtig, inden de kriminelle når at stjæle alle dine penge.
Nogenlunde sådan lyder svindeltypen, der er i markant vækst i Danmark. Faktisk er denne måde at svindle ofrene på nu den type netbanksvindel, som banker og kunder taber flest penge på. I alt forsøgte de kriminelle at snyde ofrene for 27,2 mio. kr. i årets sidste 6 måneder på denne måde, og tabet endte med 17,4 mio. kr. Til sammenligning er tabet i årets første seks måneder på 9,7 mio. kr.
“De kriminelle justerer hele tiden deres metoder og finder hurtigt ud af, hvordan de kan narre flest mulige penge ud af ofrene. Og netop denne type svindel sætter ofrene under et gevaldigt pres, fordi de kriminelle lykkes med at overbevise ofrene om, at det haster at få flyttet pengene, og at hvert minut tæller. Det kan få folk til at gøre, som der bliver sagt, fordi de ikke får mulighed for at tænke sig om,” siger Malene Gøttge Rasmussen, underdirektør i Finans Danmark med ansvar for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab.
Hun forklarer, at netop tidsaspektet er en klassisk metode, som de kriminelle bruger, fordi det stresser ofrene så de ikke har mulighed for at tænke sig om. Og derfor er der altid grund til at være ekstra skeptisk, hvis nogen vil have dine penge, og det samtidig skal gå hurtigt.
Bankernes systemer er meget sikre
“Banken eller politiet vil aldrig bede dig om selv aktivt at flytte dine penge på grund af risiko for kriminalitet. Bankernes systemer er meget sikre, og det vil aldrig være sådan, at kunderne selv skal overføre deres penge til en sikker konto. Alle konti er sikre,” siger Malene Gøttge Rasmussen.
Vishing generelt – altså henvendelser til ofrene over telefonen – er stadig den mest udbredte metode ved netbanksvindel med godt 600 sager i andet halvår af 2025, hvor svindlerne har forsøgt at stjæle 31,9 mio. kr. Her har de kriminelle dog kun haft held med at stjæle 15,4 mio. kr., fordi enten banken eller ofrene nåede at sige stop.
Samlet set steg antallet af sager om netbanksvindel i andet halvår af 2025 i forhold til årets første halve år fra 2213 sager til 2650. Bankerne og kunderne er dog blevet bedre til at bremse og afværge svindelforsøg, så antallet af sager, der ender uden tab, samtidig er steget med cirka 50 pct. Det samlede beløb, som de kriminelle forsøgte at stjæle, er steget fra over 78 mio. kr. til knap 86 mio. kr. De samlede tab er dog nogenlunde ens og ender for begge halvår på omkring 45 mio. kr.