De er på Instagram, Facebook og overalt på nettet: Svindlere, der lokker med gyldne investeringsmuligheder med nærmest garanti for tårnhøjt afkast, og hvor dine sparepenge kan give dig drømmebilen, rejsen eller udbe-talingen til en lejlighed på få måneder. Ofte gennem investeringer i kryptovaluta. Men danskerne og bankerne har i stigende grad afluret, at det er fusk det hele og smækket svindeldøren i, når de kriminelle har forsøgt sig. Det viser nye tal for Finans Danmark.
Således forhindrede danskerne og bankerne, at 130 mio. kr. nåede de kriminelles konti – og i årets sidste seks måneder alene er svindel for 100 mio. kr. blevet afværget. Desværre er svindeltypen generelt i stor vækst, og selvom mere end halvdelen af forsøgene nu bliver afværget, så lykkedes det stadig de kriminelle at slipper af-sted med knap 125 mio. Kr. I statistikken for 2025 er der især to store sager om forsøg på svindel for større tocif-rede millionbeløb, der påvirker tallene. I den ene sag blev næsten hele forsøget afværget mens den anden gav et større milliontab.
Og derfor minder underdirektør i Finans Danmark Malene Gøttge Rasmussen om, at man skal bevare sin sunde skepsis, og huske sig selv på, at hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det som regel også tilfældet.
Et vigtigt våben i kampen
”Det er rigtig positivt, at der bliver bremset stadig flere sager, og at både banker og kunder er lykkedes med at sætte en stopper for rigtig meget af denne svindel. Bankerne gør meget ud af at oplyse om svindel og opfordre danskerne til at bruge deres sunde skepsis. Det er et vigtigt våben i kampen mod de kriminelle, men de udvikler hele tiden deres metoder, så det handler også om, at vi skal blive ved med at samarbejde om at bremse de kriminelle,” siger Malene Gøttge Rasmussen, underdirektør i Finans Danmark med ansvar for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab.
Generelt er investeringssvindel i kraftig vækst. Og selvom antallet af sager, hvor de kriminelle bliver bremset, er steget år for år, så er tabene i samme periode blevet stadig større. Forsøgene på svindel rundede i 2025 en kvart milliard kroner – en stigning på næsten 100 mio. kr. i forhold til 2024. Især de to nævnte forsøg på svindel mod virksomheder påvirker tallene. Udfordringen ved investeringssvindel er især, at der kan gå lang tid, før of-rene bliver klar over, at de er svindlet. Derfor kan tabene nå at blive store, fordi ofrene overfører penge ad flere omgange.
”De kriminelle lokker med at kunne indfri vores store drømme på ultrakort tid. Og det er let at falde i og satse sparepengene, for hvis nu, det er rigtigt, så kan drømmene jo blive til virkelighed. Problemet er bare, at du ikke blot går glip af det mulige afkast. Hele din investering er tabt, hvis du gør det. Derfor er det vigtigt at vi hele tiden bevarer vores sunde skepsis. Tag gerne fat i din bank, hvis du er i tvivl om en investeringsmulighed er reel eller ej, inden du kaster penge efter den,” siger Malene Gøttge Rasmussen.