Parcel- og rækkehuse har på landsplan oplevet en stigning i udbudspriser på knap 9 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Den største prisstigning findes i Nord- og Østsjælland, hvor udbudspriserne er steget med henholdsvis 15,3 pct. og 13,8 pct.
Udbuddet af disse boligtyper er på landsplan faldet med 16,3 pct. siden maj sidste år. Nogle af de største fald findes i de områder, der også oplever de største prisstigninger – herunder Østsjælland med 34,4 pct., i Nordsjælland med 22,3 pct.
Ejerlejlighedsmarkedet i København byder på lidt flere lejligheder at vælge mellem. Her lå udbuddet af ejerlejligheder på 1285 i slutningen af maj, hvilket er det højeste udbud af ejerlejligheder i Københavns kommune siden oktober 2024. Set i historisk perspektiv ligger udbuddet dog fortsat på et lavt niveau.
For et år siden var stigningerne i udbudspriser på parcel- og rækkehuse i Nordsjælland mere moderate end i København og Københavns omegn. Anderledes forholder det sig nu. Faldet i udbuddet og stigningen i udbudspriserne i Nordsjælland overstiger nu de tilsvarende tal for Københavns by og Københavns omegn.
”Presset på boligmarkedet i København ser ud til at lette lidt, når vi ser på udbuddet af ejerlejligheder. Samtidig ser vi en købsinteresse der spreder sig til Nord-og Østsjælland. Det tyder på, at noget af det pres, der længe har været koncentreret i København, nu i stigende grad breder sig til de nærliggende områder,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.