Danske investeringsfonde rettet mod privatinvestorer udbetalte i februar rekordstore 37,1 mia. kr. i udbytte til investorerne. Fondene i kategorien ’Globale Aktier’ stod for den største andel med 25,9 mia. kr., mens fonde med nordamerikanske og europæiske aktier bidrog med hhv. 1,4 mia. kr. og 0,8 mia. kr. Blandt obligations-fondene var det særligt de øvrige danske obligationer, der stod for en stor del af udbytterne med samlet 0,7 mia. kr.
Mange investorer vælger at geninvestere deres udbytter, hvilket afspejles i, at nettokøbet i fondene også har været højt. I februar 2025 udgjorde nettokøbet således 28,8 mia. kr., hvilket er ny månedsrekord. Det rekordstore nettokøb skyldes dog formentlig ikke kun geninvestering, da nettokøbet i 2025 har været markant højere end i tidligere år med store udbytter. Til sammenligning var udbyttet i februar 2022 næsten på niveau med februar 2025, men dengang var nettokøbet kun 16,7 mia. kr., lidt over halvdelen af det aktuelle niveau. Det tyder på, at en betydelig del af udbytterne geninvesteres i fondene.
"Der er lige dele sandhed og aktualitet i den gamle talemåde om, at den tid, der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage. Selvom vi i de første måneder af 2025 har set meget omskiftelige markeder, er der alligevel grund til at glæde sig over, at 2024 blev et på alle måder godt investeringsår - noget der bekræftes ved rekordhøje udbyttebetalinger fra danske detailfonde. Det er også meget positivt at se, at så mange midler gen-investeres i fondene på trods af den underliggende usikkerhed. Det peger i retning af, at der er langsigtede motiver bag investeringerne”, siger Kåre Valgreen, investeringschef i Finans Danmark
Mens investorerne har geninvesteret en stor del af deres udbytter, har markedsudviklingen også været positiv i flere regioner. Det ses især på det europæiske marked, som har leveret solide afkast med en år-til-dato stigning på 8,8 pct. Særligt nordiske aktier har bidraget til denne fremgang med et afkast på 11,5 pct., mens danske aktier ligeledes har klaret sig godt med en stigning på 3,7 pct. siden årets begyndelse.

Faktaboks
- Nettoformuen i de danske detailfonde lyder på 1.243 mia. kr. ved udgangen af februar 2025. Dermed er formuen faldet med knap 1 mia. kr. i forhold til januar 2025.
- I februar 2025 androg nettokøbet af investeringsbeviser 28,8 mia. kr.
- Fondskategorien ’Globale Aktier’ stod for månedens største nettokøb på i alt 22,5 mia. kr. Det største salg var i kategorien ’Obligationer Øvrige Danske’ med 1,3 mia. kr.
- Blot 8 ud af 27 fondskategorier leverede et negativt afkast i februar. De tre bedst performende kategorier var ’Aktier Kina’ (+10,6 pct.), ’Aktier Norden’ (+6,6 pct.) samt ’Aktier Danmark’ (+3,6 pct.).
- ’Aktier Nordamerika’ tegnede sig med et afkast på -2,6 pct. for det laveste formuevægtede afkast i februar.