Den 5. november vandt Donald Trump det amerikanske præsidentvalg, og meget tyder på, at de danske investorer har en stor tro på, at valgsejren vil være positiv for amerikanske aktier. I november købte investorerne således investeringsbeviser for netto 2,2 mia. kr. i danske fonde, der investerer i nordamerikanske aktier. Det er ikke bare en ny rekord, men mere end en fordobling af den hidtidige rekord fra juni 2020, hvor investorerne købte for netto 1,0 mia. kr. Sættes nettokøbet over for formuen i fondene, er det også tydeligt, at der er tale om et meget stort beløb. Ved begyndelsen af november var den samlede formue i fondene med nordamerikanske aktier på 20,9 mia. kr. Det betyder, at nettokøbet i november svarer til 11 procent af den samlede formue ved starten af måneden.
”Vi har aldrig set en så stor tilstrømning af nye investeringer i fonde med nordamerikanske aktier som i november. Det er vanskeligt ikke at pege på det amerikanske valg den 5. november som den helt store årsag, og det vidner om, at de danske investorer generelt har en stor tro på, at Donald Trumps valgsejr vil være positivt for de amerikanske aktier,” siger Kåre Valgreen, investeringschef i Finans Danmark.
Indtil videre har investorernes analyse af, at Donalds Trumps valgsejr vil være positiv for amerikanske aktier, været rigtig.
”Amerikanske aktier har klaret sig usædvanligt godt siden præsidentvalget, og danske investorer med amerikanske aktier har endda fået en ekstra bonus i form af den stigende dollarkurs, som gør afkastet i amerikanske aktier endnu større, når det omregnes til danske kroner. Det kan vi også se på de danske fonde med nordamerikanske aktier, der i gennemsnit leverede et afkast på mere end ni procent i november, ” siger Kåre Valgreen.
Brud med den generelle tendens
Efter årets første 11 måneder er det samlede nettokøb i danske fonde med nordamerikanske aktier i 2024 på 5,6 mia. kr. Dermed bryder 2024 med tendensen de seneste års, hvor danske investorer har placeret deres investeringer inden for den bredeste fondskategori, ”Aktier globale”, når de har investeret i fonde med udenlandske aktier, mens de generelt har solgt ud af de fonde, der investerer i mere specifikke geografiske områder.
”Tilstrømningen af investeringer i fonde med nordamerikanske aktier i 2024 bryder med de seneste års tendenser, mens nettokøbet i fonde, der investerer i europæiske aktier eller emerging markets aktier fortsat er tæt på nul. Det er med til at understrege, at investorerne generelt tror mere på USA end Europa,” siger Kåre Valgreen.
Hent statistikkerFigurnote: Figuren viser det månedlige nettokøb for danske investeringsfonde i kategorien ”Aktier Nordamerika”. I figuren indgår danske investeringsfonde, der retter sig mod danske detailinvestorer.
Figurnote: Figuren viser det samlede månedlige nettokøb i fondene inden for den anførte fondskategori sammenlignet med den samlede formue i fondene inden for fondskategorien ved begyndelsen af den pågældende måned. I figuren indgår danske investeringsfonde, der retter sig mod danske detailinvestorer.
Figurnote: Figuren viser det årlige nettokøb for danske investeringsfonde i de fire største kategorier af fonde med udenlandske aktier. I figuren indgår danske investeringsfonde, der retter sig mod danske detailinvestorer. For 2024 indgår kun data til og med ultimo november.
Månedens highlights
-
Nettoformuen i de danske detailfonde var på 1.248 mia. kr. ved udgangen af november. Det er en stigning på 44 mia. kr. sammenlignet med måneden før.
-
I november var nettokøbet af investeringsbeviser 1,7 mia. kr. Ved udgangen af november var det samlede nettokøb i 2024 på 43,9 mia. kr.
-
Det største nettokøb i november var i fondskategorien ’Globale Aktier’, hvor der netto blev købt for 5,5 mia. kr.
-
23 af de 27 fondskategorier leverede positive afkast i november. Ved udgangen af november havde alle 27 af de 27 kategorier leveret et positivt afkast i 2024.
-
Fondskategorien ’Aktier Nordamerika’ tegnede sig med et afkast på 9,4 pct. for det højeste formuevægtede afkast i november.