De nye tal viser, at formuen i de udenlandske fonde udgør 194 mia. kr., og det svarer til 15 pct. af den samlede formue i alle investeringsfonde, der udbydes af Investering Danmarks medlemmer. Af formuen på 194 mia. kr. i de udenlandske fonde tegner danske investorer sig for knap 53 mia. kr. eller 27 pct. Den andel har været stigende igennem 2023.
Op mod 50 pct af formuen i de udenlandske fonde er placeret i udenlandske aktier. Den næststørste kategori er blandede fonde (28 pct.), og herefter følger udenlandske obligationer (20 pct.). Danske investorer har især investeret i blandede fonde, og her udgør deres andel af formuen 28 mia. kr. eller godt 50 pct.
”Konkurrence og fælles europæisk regulering betyder, at investeringsverdenen bliver stadig mere international. Det er positivt for investorerne og understøtter investorkulturen. Det er også et sundhedstegn for ambitionerne om et fælles Europæisk kapitalmarked, der vil gavne samfundsøkonomien og dermed alle danskere. Vi støtter en aktiv investeringskultur, hvor danske investorer har et bredt udvalg af produkter at investere i. Vi har derfor fundet det naturligt at lancere en ny statistik, der viser danskernes investeringer igennem vores medlemmers danske og udenlandske investeringsfonde. Det betyder, at man nu kan følge med i, hvad danskerne investerer i, uanset hvor investeringsfondene er hjemmehørende”, siger investeringschef Kåre Valgreen, Investering & Opsparing i Finans Danmark.
På Investering Danmarks hjemmeside offentliggøres både en månedlig afkaststatistik og en månedlig markedsstatistik. Afkaststatistikken viser afkast for danske investeringsfonde, og markedsstatistikken viser udviklingen i formuen i danske investeringsfonde. Statistikkerne rækker helt tilbage til 2010 og hjælper investorer og andre med at sammenligne de forskellige investeringsfonde. Ikke mindst medierne bruger statistikkerne flittigt.
I deres nuværende form har statistikkerne dog nogle begrænsninger. For det første dækker de kun danske fonde, der er udbudt af Investering Danmarks medlemmer. Medlemmer af Investering Danmark udbyder imidlertid også deres udenlandske fonde til danske investorer, og de indgår altså ikke i statistikken i dag. For det andet viser markedsstatistikken den samlede formue i de danske fonde uden skelen til, om investorerne er danske eller udenlandske. Den er derfor ikke et helt præcist mål for, hvor meget danske investorer har investeret i investeringsfondene.
Det rådes der bod på med den nye investorstatistik. Den vil efter udgangen af hvert kvartal vise, hvor meget danske investorer har investeret i investeringsfonde udbudt af medlemmer af Investering Danmark, uanset om fondene er danske eller udenlandske. Statistikken vil vise udviklingen i fondenes formue opgjort på henholdsvis investeringsområde (fondskategori), investeringsforening og forvaltningsselskab. Den opdeling svarer til opdelingen i markedsstatistikken. Formuetallene vises samlet for danske private og institutionelle investorer, virksomheder m.m.
Den nye statistik baserer sig ligesom de nuværende afkast- og markedsstatistikker på indberetning fra Investering Danmarks medlemmer, men suppleres med oplysninger fra Danmark Nationalbanks statistikdatabase.
Afkast- og markedsstatistikkerne vil fortsat blive offentliggjort på Investering Danmarks hjemmeside hver måned i deres nuværende form.
Fakta: Hvorfor udenlandske fonde?
Investeringsfonde, der sælges til private investorer, er indenfor EU i dag for langt størstedelen reguleret af UCITS-direktivet. Reguleringen omfatter alt fra etablering og igangsættelse af de enkelte fonde til markedsføring og salg. Målet med reguleringen er at gøre investeringsfonde til en beskyttet måde at investere på. Du kan læse om investorbeskyttelsen i investeringsfonde her: Investorbeskyttelse (finansdanmark.dk)
Et eksempel herpå er, at alle fonde, der sælges til private investorer, skal udarbejde et faktaark på tre sider om fondene kaldet ”Central Information”. Informationerne i faktaarket opgøres efter de samme regler over hele EU, og de skal være tilgængelig for investorerne, uanset hvor fondene sælges.
Opfylder en fond kravene i UCITS-direktivet, kan den tilbydes investorer inden for hele EU. Det lokale tilsyn skal dog modtage en anmeldelse om, at der påbegyndes markedsføring inden for tilsynets ansvarsområde.
Dette ”indre marked” for investeringsfonde gør, at udbydere af investeringsfonde får mulighed for at samle deres administration af fondene i større enheder, der kan opnå stordriftsfordele, og dermed også lavere omkostninger for investorerne. Reguleringen har også naturligt ført til, at administrationen af fondene i stigende grad er blevet samlet i ”Centres of Excellence”, hvor der sker en opbygning af kompetencer og viden. Valget af, hvor en fond etableres, afhænger derfor blandt andet af, på hvilke markeder investeringsfondene skal distribueres.