I 1. kvartal 2023 blev ejerlejligheder på landsplan i gennemsnit solgt til 31.263 kr. per kvadratmeter. Det er samme pris som i 4. kvartal 2022.
”De seneste seks måneder har ejerlejlighedssælgerne på landsplan fået den samme pris for deres bolig. For selv om de har sat deres bolig billigere til salg og har måttet vente længere tid på en køber, har køberne accepteret et lavere nedslag i prisen. Det har bidraget til stabile salgspriser og tyder på, at sælgerne og køberne i højere grad har fundet en pris, som begge parter kan acceptere, nu hvor priserne er faldet til et niveau, som nærmer sig prisniveauet før corona,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, der understreger, at der stadig forhandles om priserne.
På trods af, at der i perioden generelt gives mindre afslag, forhandler boligkøberne sig fortsat til gode rabatter. I 1. kvartal 2023 blev lejlighederne i gennemsnit forhandlet knap 10 pct. ned i pris i forhold til første udbudspris. Til sammenligning blev lejlighederne i 4. kvartal 2022 forhandlet 11 pct. ned i pris, inden køberne ville skrive under på købsaftalen.
Det var især i Region Hovedstaden, at lejlighederne steg hurtigt i pris og blev solgt til meget høje priser frem til toppen i 2. kvartal 2022. Efterfølgende er det også her, at prisen er faldet mest, og boligkøberne får de største rabatter.
”Det er ikke overraskende, at dér hvor priserne har bevæget sig ekstra hurtigt opad, også er dér vi ser de største prisfald. Priserne i Region Hovedstaden falder dog ikke i samme hast som tidligere og ligger i dette kvartal tæt på forrige kvartal. Priserne har landet over stabiliseret sig og stiger endda en smule i nogle regioner. Hvis man som køber er på udkig efter en ejerlejlighed, så er det i Region Hovedstaden, man kan forvente det største nedslag i prisen. Man skal dog være varsom med at konkludere noget ud fra et enkelt kvartal, men det tegner lysere for ejerlejlighedsmarkedet, end det gjorde i slutningen af 2022,” siger Ane Arnth Jensen.
En typisk ejerlejlighed på 85 kvm sælges nu i gennemsnit til en pris på godt 2,7 mio. kr. Det er samme pris som i 4. kvartal 2022, men et fald på knap 310.000 kr. siden toppen i 2022.
I Region Hovedstaden skal en køber i gennemsnit af med 3.4 mio. kr. for en 85 kvm lejlighed. Det er knap 470.000 kr. mindre end toppen i 2022.