Banker og realkreditinstitutter spiller en vigtig samfundsmæssig rolle.
Derfor er de underlagt betydelig regulering med hensyn til kapitalkrav, kreditgivning, forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af hvidvask.
Dette forhold har betydning for konkurrencen og samspillet mellem de forskellige aktører på markedet.
Igennem en serie af separate delrapporter om konkurrencesituationen på det danske bankmarked undersøges særligt tre områder: bankprodukter (indlån, lån og lønkonti), boligfinansiering (realkredit og andre låneprodukter med sikkerhed i fast ejendom) samt investeringsprodukter rettet mod privatkunder.
Rapporten fra Copenhagen Economics kigger specifikt på:
• Kunders adfærd, produktets egenskaber og finansielle supermarkeder: Hvad karakteriserer konkurrencen på bankmarkedet?
• Mobilitet og skifteomkostninger: Hvordan ser konkurrencen ud i forhold til forbrugeradfærd?
• Traditionelle konkurrencemål og international benchmarking: Hvordan ser konkurrencen ud blandt banker i et internationalt perspektiv?
• Afkast i sektoren: Er der tegn på overnormale afkast på kapital i sektoren?
• Aflønning i sektoren: Er der tegn på overnormal aflønning af arbejdskraft i sektoren?
Centrale konklusioner
Rapporten finder ikke tegn på mangelfuld konkurrence mellem danske banker.
Tværtimod fremstår den danske banksektor konkurrencedygtig i en international sammenligning - målt på indikatorer såsom pris, indtjening, afkast og effektivitet.
Om rapporten
Selve rapporten er inddelt i en sammenfatningsrapport og fire delrapporter, hvor Finans Danmark står bag den ene om kundemobilitet på bankmarkedet.
Alle delrapporter kan downloades nedenfor.