Finans Danmark har afgivet høringssvar til Finanstilsynets forslag til ny bekendtgørelse om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov samt til den tilhørende vejledning om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.
I høringssvaret understreger Finans Danmark behovet for øget proportionalitet i reguleringen og en grundlæggende gennemgang af solvensvejledningen. Regler og tilsynspraksis bør tilpasses udviklingen i den finansielle regulering siden finanskrisen, hvor kapitalkrav, kapitalbuffere og krav til risikostyring er blevet væsentligt skærpet.
Finans Danmark peger blandt andet på, at danske institutter i flere tilfælde mødes af krav, som går videre end europæiske regler og praksis. Det kan svække danske institutters konkurrenceevne og medføre unødvendigt høje administrative byrder. Derfor opfordrer Finans Danmark til, at vejledningen i højere grad harmoniseres med EBA’s retningslinjer og den praksis, der anvendes i andre EU-lande.
Samtidig foreslår Finans Danmark en række konkrete justeringer af vejledningen, herunder lempelser af dokumentationskrav, en mere proportional tilgang til mindre og mellemstore institutter samt en revurdering af flere søjle II-tillæg, hvor eksisterende risici allerede er dækket af gældende kapitalkrav.
Finans Danmark mener overordnet, at reguleringen skal understøtte både finansiel robusthed og sektorens evne til at levere kapital, finansiering og innovative løsninger til gavn for borgere, virksomheder og dansk økonomi.