Det lykkes fortsat kriminelle at svindle danskere for millioner af kroner ved at udnytte tillid, frygt og tidspres.
Nye tal fra Finans Danmark viser, at der i første halvår 2026 blev registreret 2.571 sager om netbanksvindel. Mere end halvdelen af sagerne udspringer af såkaldt kontaktsvindel, hvor svindlere ringer eller kontakter deres ofre og udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en anden troværdig myndighed.
De to mest udbredte former er vishing (svindel over telefonen) og safe account fraud (svindel, hvor ofret manipuleres til at overføre penge til det, de tror er en sikker konto). Tilsammen stod de to typer for 52 pct. af alle netbanksvindelsager i årets første seks måneder.
"Svindlerne hacker ikke bankernes systemer. De hacker mennesker. De udnytter tillid og skaber en situation, hvor offeret føler, at der skal handles hurtigt. Derfor er det afgørende, at man stopper op, hvis nogen ringer og forsøger at få adgang til oplysninger eller vil have en til at overføre penge," siger Malene Gøttge Rasmussen, underdirektør for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab i Finans Danmark.
Selvom svindlerne fortsat er aktive, viser tallene også en positiv udvikling. Antallet af netbanksvindelsager er faldet med 51 pct. siden toppunktet i første halvår 2023, og mere end halvdelen af sagerne i første halvår 2026 endte uden økonomisk tab.
I alt forsøgte svindlerne at franarre danskerne 74,7 mio. kr. gennem netbanksvindel i første halvår 2026. Det faktiske tab endte på 38,1 mio. kr., hvilket er 15,8 pct. lavere end i det foregående halvår.
Svindlernes metode er den samme
Ifølge Finans Danmark bygger de mest udbredte svindelformer på social manipulation. Ofrene bliver overbevist om, at deres konto er i fare, at der er mistænkelige transaktioner på vej, eller at de skal hjælpe politiet med en efterforskning. Målet er at få offeret til selv at godkende en overførsel eller udlevere oplysninger, som svindlerne kan misbruge.
"De kriminelle er modbydelige, og desværre også dygtige, så det kan være svært at gennemskue. Derfor er det værd at huske på, at banker og myndigheder aldrig vil bede kunder om at overføre penge til en 'sikker konto'. Hvis man bliver presset til at handle hurtigt, er det et klart advarselssignal," siger Malene Gøttge Rasmussen.
Tre gode råd
Læg på, hvis nogen ringer og siger, at dine penge er i fare.
Ring selv tilbage på bankens officielle telefonnummer.
Overfør aldrig penge til en konto, som andre på telefonen beder dig om
Fakta
2.571 sager om netbanksvindel i første halvår 2026.
Vishing: 928 sager.
Safe account fraud: 410 sager.
De to svindelformer udgør tilsammen 52 pct. af alle netbanksvindelsager.
Samlet tab ved netbanksvindel: 38,1 mio. kr. i første halvår 2026.