Finans Danmark støtter Kommissionens fokus på at sikre betalbare boliger. Korttidsudlejning giver boligejere fleksibilitet og er en naturlig del af deleøkonomien, men hvis almindelige boliger i praksis anvendes til permanent hotellignende drift, kan det reducere udbuddet af boliger til helårsbeboelse. I en dansk sammenhæng betyder dette, at der er behov for at stramme reglerne for korttidsudlejning, så hotellignende drift i boliger undgås. Det betyder f.eks. at justere, hvor mange dage en bolig må være udlejet. Ligeledes skal der sikres en styrket og mere systematisk opfølgning på, om reglerne om korttidsudlejning overholdes. I den forbindelse ser vi positivt på, at regeringen har sendt et lovforslag om korttidsudlejning i høring, der indeholder flere gode elementer – primært i forhold til et styrket tilsyn og bedre sanktionsmuligheder i relation til korttidsudlejning - og som er fint i tråd med tankerne bag Kommissionens forordningsforslag.
Finans Danmark ser positivt på, at forordningen ikke harmoniserer medlemsstaternes boligpolitik, men søger at skabe en fælles proceduremæssig ramme for vurderingen af boligrelaterede indgreb. Det er særligt vigtigt, at restriktioner alene skal anvendes, hvor myndighederne kan dokumentere en væsentlig negativ effekt på boligernes betalbarhed eller tilgængelighed. Desuden skal foranstaltninger være tidsbegrænsede, proportionale og underlagt regelmæssig evaluering.