I 2025 var der over 10.300 nyansættelser i den finansielle sektor. Det er over 2.200 flere end i 2020. Samtidig forventer virksomhederne overvejende, at beskæftigelsen vil stige eller være uændret de kommende måneder. Kun 17 pct. forventer et fald. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.
"Der bliver talt meget om, hvor mange job AI kommer til at erstatte. Men vores tal viser, at finanssektoren fortsat ansætter. Kunstig intelligens ændrer ikke behovet for dygtige medarbejdere, men det ændrer, hvad medarbejderne skal kunne,” siger Berit Toft Fihl, vicedirektør i Finans Danmark/Arbejdsgiver.
Flere unge i finanssektoren
Finanssektoren ansætter også flere unge. I 2025 var der knap 3.400 nyansættelser blandt unge under 30 år mod lidt over 2.700 i 2020. Det svarer til en stigning på omkring 25 pct. De unge tager dermed fortsat en betydelig del af de nye job i sektoren, også i takt med at kunstig intelligens vinder frem.
Men kunstig intelligens sætter allerede sit præg på hvilke kompetencer virksomhederne leder efter hos nye medarbejdere. Tre ud af ti virksomheder svarer, at AI i nogen eller høj grad har ændret de kompetencer, de efterspørger ved nyansættelser. Yderligere knap fire ud af ti oplever en ændring i begrænset grad.
"AI ændrer først og fremmest de kompetencer, virksomhederne har brug for. AI-forståelse og dataforståelse og evnen til kritisk at vurdere det AI leverer, bliver vigtigere. Det stiller nye krav til både uddannelserne og til efteruddannelsen af de mange medarbejdere, der allerede er i sektoren,” siger Berit Toft Fihl.
Sidste år havde over halvdelen af de nyansatte en kort eller mellemlang videregående uddannelse mod 43 pct. i 2020.
Læs hele analysen
Fakta
Den finansielle sektor beskæftiger mere end 50.000 medarbejdere.
Der var godt 10.300 nyansættelser i 2025, 28 pct. flere end i 2020.
Antallet af nyansættelser blandt unge under 30 år steg fra godt 2.700 i 2020 til knap 3.400 i 2025.
Godt fire ud af ti virksomheder forventer en mindre stigning i antallet af ansatte de kommende tre måneder.
17 pct. forventer et fald.
Tre ud af ti virksomheder siger, at AI i nogen eller høj grad har ændret de kompetencer, de efterspørger ved nyansættelser