Da klokken ringede ind klokken 8 til morgen – var det starten på Penge-uge for tusindvis af unge i skolens store klasser.
Finans Danmarks administrerende direktør Lars Gert Lose og Nationalbankdirektør Signe Krogstrup underviste Langhøjskolens 8. og 9. klasser i Hvidovre.
Pengeuge for 13. gang
Finans Danmark har siden 2014 sammen med Danmarks Matematiklærer-forening og landets banker stået bag Pengeuge, hvor skoler kan få besøg af en bankansat som gæstelærer og samtidig lave deres egen undervisning i privatøkonomi ud fra Pengeuges undervisningsmateriale.
Alle aktiviteter i Pengeuge er ganske gratis for skoler at deltage i.
”Det er en stor fornøjelse at besøge skolerne, og høre hvad der optager de unge. De unges spørgsmål om økonomiens kredsløb og pengenes muligheder er altid båret af oprigtig nysgerrighed. For os gælder det om at hjælpe de unge til gode pengevaner, og til at tænke sig om, når de skal stå på egne ben rent økonomisk,” siger Stine Luise Goll, direktør for politik, strategi og medlemsservice i Finans Danmark. Stine skal selv besøge en skole i årets Pengeuge.
Pas på derude
Pengeuge sætter i år særlig fokus på de mange råd om økonomi, der florerer på de sociale medier. Det handler om at få de unge til at overveje, hvem de egentlig lytter til, når det kommer til både de gode og de knap så gode økonomiske råd, de møder på nettet.
Er det f.eks. en professionel finfluencer eller et selvudråbt finansgeni med en tvivlsom forretningsmodel, der bliver lyttet til.
”Unge skal lære at være kritiske online – hvis noget virker for godt til at være sandt, er det det som regel også. Ligesom de skal forstå budgetter, opsparing og lån, skal de også kunne styre deres egne penge og gennemskue uopfordrede ’gode råd’. Det ser vi som et vigtigt samfundsbidrag fra os i banker at hjælpe de unge med at være bevidste om,” siger Stine Luise Goll.
Faktaboks
- Pengeuge sætter privatøkonomi og finansiel forståelse på skoleskemaet i uge 11.
- I løbet af Pengeugen vil knap 600 skoleklasser fordelt på 7.-10. klasse og efterskoler få besøg af en gæsteunderviser fra banken, som i to lektioner underviser eleverne i privatøkonomi.
- Bag Pengeuge står Finans Danmark og en række samarbejdspartnere, deriblandt landets banker.
- Pengeuges digitale undervisningsforløb ”Styr på dine penge” er lavet i samarbejde med bl.a. Danmarks Matematiklærerforening og forlaget FORSTÅ.
- Undervisningsmaterialet er tilgængeligt for alle skoler i Danmark via for-stå.dk, og i sidste skoleår blev op mod 100.000 elever i udskolingen undervist ud fra undervisningsmaterialet.
- Det svarer til lidt over halvdelen af alle elever i udskolingen.
- Pengeuge arrangerer også Pengequizzen, som er en online konkurrence, der kun finder sted i uge 11.
- Her dyster skoleklasser på paratviden indenfor matematik og privatøkonomi. Vinderklassen vinder 10.000 kr. til klassekassen, mens regionale vindere får 5.000 kr.
- Læs mere på www.pengeuge.dk