Langt hovedparten af unge førstegangskøbere får økonomisk hjælp fra deres forældre, når de køber bolig i hovedstaden første gang. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.
Otte ud af ti
Faktisk har næsten otte ud af ti unge førstegangskøbere fået økonomisk hjælp fra deres forældre, og tre ud af ti har fået mere end 300.000 kroner i støtte.
Det hænger naturligt sammen med, at hovedstaden er det klart mest krævende sted i landet at købe bolig som ung – hvilket også står tydeligt frem, når vi spørger de unge. Det fremgår af rapporten ”Unge – gæld, forbrug og opsparing”, Finans Danmark netop udgiver i forbindelse med afviklingen af Pengeuge, hvor tusindvis af elever i de store klasser bliver undervist i finansiel forståelse.
“Tallene viser, at det er virkelig udfordrende for unge at komme ind på boligmarkedet i København, og mange unge får også økonomisk hjælp hjemmefra. Det understreger, hvor presset markedet er – og hvor vigtigt det er for unge at begynde at spare op i god tid,” siger cheføkonom og underdirektør for samfundsanalyse og statistik i Finans Danmark, Niels Arne Dam.
Halvdelen af de unge, der bor i eller omkring København, siger i en spørgeundersøgelse i rapporten, at de synes, det i høj grad eller meget høj grad er svært at komme ind på boligmarkedet.
Unge i resten af landet får også hjælp – men langt sjældnere
Unge boligkøbere i København er dog langt fra de eneste, der får økonomisk støtte hjemmefra. Mange unge får også hjælp, når de køber bolig i Odense, Aarhus og Aalborg. Men det drejer sig om en mindre andel. Samtidig er det blot omkring en tredjedel af de unge i resten af landet, som oplever, at det er svært at komme ind på boligmarkedet.


Faktaboks
- Pengeuge sætter privatøkonomi på skoleskemaet i uge 11
- Pengeuge er gratis for alle skoler at deltage i.
- Bag Pengeuge står Finans Danmark og en række samarbejdspartnere - blandt andre landets banker.
- Knap 600 skoleklasser fordelt på 7.-10.- klassetrin og efterskoler får besøg af en gæsteunderviser fra en bank, der fortæller om bl.a. budgetter, renter og digital sikkerhed.
- Materialet til Pengeuge laves i samarbejde med Danmarks Matematiklærerfor-ening og forlaget FORSTÅ.dk.
- Sidste skoleår blev op mod 100.000 elever – det vil sige omkring halvdelen af udskolingens elever - undervist ud fra Penge-uges digitale undervisningsmaterialer.
- Pengeuge foregår i år d. 9. – 13. marts.
- Læs mere på www.pengeuge.dk