- Ejerlejligheder i hele landet udbydes nu til historisk høje kvadratmeterpriser. På landsplan er udbudspriserne steget til 49.088 kr. pr. kvadratmeter, hvilket svarer til en stigning på 14 pct. det seneste år. Stigningen er især drevet af København og Frederiksberg, hvor kvadratmeterpriserne nu er oppe på henholdsvis 83.111 kr. og 86.353 kr. Det svarer til årlige stigninger på 17,4 pct. og 22,2 pct. Alene den seneste måned er priserne steget med henholdsvis 0,4 pct. og 3,1 pct.
- Prisudviklingen er dog ikke begrænset til hovedstaden. I Esbjerg er udbudspriserne steget til 21.382 kr. pr. kvadratmeter, hvilket svarer til en stigning på 13,6 pct. det seneste år. I Odense er priserne steget med 6,8 pct. og ligger nu på 27.913 kr. pr. kvadratmeter.
- Samtidig ligger boligerne i flere områder markant kortere tid på markedet end for et år siden. Det gælder især i Aarhus, hvor ejerlejligheder i gennemsnit ligger 85 dage på markedet, hvilket svarer til 30 pct. kortere tid end for et år siden. Også i København, Frederiksberg og Odense er liggetiden faldet betydeligt. Her er liggetiden reduceret med omkring 20 pct. til henholdsvis 60, 50 og 136 dage.
"Udbudspriserne ligger nu på et historisk højt niveau i hele landet. Det er især ejerlejlighederne, der er steget markant i pris, og udviklingen ses ikke kun i hovedstaden, men også i andre store byer som Odense og Esbjerg. Samtidig bliver lejlighederne solgt hurtigere end tidligere, hvilket vidner om en fortsat stærk efterspørgsel på boligmarkedet," siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Hent statistikken her