På landsplan er der ved udgangen af april 26.656 parcel- og rækkehuse til salg – en stigning på 2,2 pct. sammenlignet med måneden før. Udbuddet er dog stadig lavere end for et år siden. Udbuddet er steget i 10 ud af 11 landsdele, og kun i Østjylland ses et marginalt fald på 0,3 pct. De største månedlige stigninger ses i København by på 10,5 pct. og i Østsjælland med 8,8 pct.
Samtidig er udbudspriserne steget i 9 ud af 11 landsdele. På landsplan er priserne steget med 0,8 pct. siden marts til 23.314 kr. pr. kvadratmeter. Det svarer til en stigning på 9,6 pct sammenlignet med april 2025. De største månedlige prisstigninger ses på Bornholm med 3,5 pct. og Østsjælland med 2,3 pct.
Statistikken for parcel- og rækkehuse i april peger på forårsstemning på boligmarkedet. Lidt flere har de seneste to måneder valgt at sætte deres hus til salg, hvilket er meget typisk i forårsmånederne. Samtidig stiger priserne på tværs af landet.
Det er dog værd at bemærke, at udbuddet på landsplan ligger 17,3 pct. lavere end på samme tidspunkt sidste år. Selv om lidt flere har valgt at sætte deres bolig til salg i løbet af årets første to forårsmåneder, har boligkøberne altså stadig færre valgmuligheder end for et år siden.
"April-tallene tegner et positivt billede af boligmarkedet på tværs af hele landet. Vi ser den sædvanlige forårsstigning i udbuddet, hvilket er godt nyt for dem, der er på udkig efter en ny bolig. Udvalget er dog stadig forholdsvis begrænset sammenlignet med sidste år. Samtidig stiger priserne lidt, hvilket vidner om et marked, hvor både sælgere og købere er aktive," siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Hent statistikken her.