Finans Danmark indtræder nu i styregruppen for ODIN (Operativt Dansk Informations- og Efterretningsnetværk), som er et centralt samarbejde mellem myndigheder og finanssektoren om at forebygge og opklare finansiel kriminalitet.
Det er en styrkelse af det tætte samarbejde, hvor deling af oplysninger om kriminelle er afgørende for at forkorte tiden fra mistanke til handling. Finans Danmark var med til at udvikle grundlaget for samarbejdet, men stod efterfølgende i flere år udenfor. Derfor markerer indtrædelsen kulminationen på et langt arbejde for at styrke samarbejdet mellem banker og myndigheder.
“ODIN har allerede leveret konkrete resultater. Med Finans Danmark i styregruppen kan vi nu løfte indsatsen på tværs af hele sektoren. Det er nødvendigt, fordi økonomisk kriminalitet fortsat vokser og nu overstiger 100 mia. kr. årligt,” siger underdirektør Kjeld Gosvig-Jensen, Finans Danmark.
”Vi er klar til at tage vores del af ansvaret og gøre, hvad der skal til for at styrke indsatsen mod de kriminelle,” tilføjer han.
Nu repræsenteres hele sektoren
Ved etableringen af ODIN fik en række banker – herunder Danske Bank, Nordea og Nykredit – plads i samarbejdet. Finans Danmark måtte imidlertid træde ud af den arbejdsgruppe, der var med til at etablere enheden, fordi der manglede lovhjemmel til organisationens deltagelse.
Den nødvendige hjemmel blev først skabt senere, og siden har arbejdet været i gang med at sikre Finans Danmarks indtræden.
“Vores medlemmer har gjort et stort og vigtigt arbejde i ODIN fra starten. Vi har længe arbejdet for at få hele sektoren ind i samarbejdet. Nu sker det endelig. Med Finans Danmark i styregruppen får samarbejdet nu også et samlet sektorperspektiv, hvor vi kan bidrage med viden og erfaringer på tværs af hele sektoren,” siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Styrker indsatsen mod ny kriminalitet
Samtidig med Finans Danmarks indtræden udvides ODIN’s fokus, blandt andet med et øget blik på fjernovergreb – et område, hvor kriminaliteten desværre er stigende. Her vil Red Barnet bidrage med viden og kompetencer.
”Børn i Filippinerne, og andre lande langt væk fra Danmarks grænser, skal ikke udsættes for seksuel-le overgreb bestilt af mænd i Danmark. Det er modbydelige forbrydelser, som vi som samfund skal blive langt bedre til at bekæmpe. Derfor er vi særligt glade for at træde ind i ODIN-netværket, hvor vi sammen med blandt andre finanssektoren skal være med til at styrke den vigtige indsats mod fjernovergreb," siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Indlemmelsen af både Finans Danmark og Red Barnet afspejler en bredere tilgang til bekæmpelsen af økonomisk og digital kriminalitet, hvor samarbejde på tværs af sektorer er afgørende.