Færre danskere oplevede i sidste halvår af 2025 at få besøg af falske bankbude, der udgiver sig for at være fra banken og franarrer ofrene deres betalingskort og pinkode. Det viser nye tal fra Finans Danmark, der har indsamlet tal fra landets banker og sparekasser.
”Vi er rigtig glade for den tendens, vi har set. Det er modbydeligt at få besøg af kriminelle i ens eget hjem, der måske har siddet i ens stue eller ved ens spisebord udelukkende med det mål at snyde og bedrage en. Og derfor er bare én sag én for meget, så vi hviler ikke på laurbærrene og fortsætter kampen mod denne type kriminalitet,” siger Malene Gøttge Rasmussen, underdirektør med ansvar for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab i Finans Danmark.
Samtidig er ikke blot antallet af falske bankbude faldet markant fra 496 sager i tredje kvartal til 348 i fjerde kvartal. Også det gennemsnitlige svindlede beløb er blevet markant lavere. Mens de kriminelle i gennemsnit slap afsted med godt 16.000 kr. i tredje kvartal, så faldt det tal til 10.700 kr. i årets sidste tre måneder. I alt er der tale om en halvering af det samlede svindlede beløb fra tredje til fjerde kvartal.
Årsagen til det bratte fald skyldes nok en kombination af flere tiltag, forklarer Malene Gøttge Rasmussen.
”På det her området er det vores indtryk, at det er lykkedes politiet at pågribe nogle af bagmændene. Endvidere har bankerne iværksat en målrettet kommunikationsindsat for at advare mod bankbude. Det er positivt at udviklingen er vendt. Men omvendt ved vi også, at de kriminelle hele tiden er på udkig efter nye metoder at svindle på, så årsagen kan også være, at de kriminelle trækker sig tilbage, mens de overvejer, hvor og hvordan de skal angribe i fremtiden. Derfor skal vi hele tiden være på vagt, være dynamiske og samarbejde for at forhindre nye typer af den her type økonomiske kriminalitet mod helt almindelige danskere,” siger Malene Gøttge Rasmussen.
Det er især ældre borgere over 80 år, som bliver udsat for falske bankbude. Typisk starter svindlen over telefonen, hvor borgeren får fortalt, at deres penge er i fare, og at det er nødvendigt at hente betalingskort for at sikre, at pengene bliver flyttet til et sikkert sted. Herefter møder svindlerne op hjemme hos personen og henter betalingskort og pinkoder.
”Det er vigtigt, at vi fortsætter kampen mod disse kriminelle. Husk derfor på, at være på vagt, hvis fremmede beder om penge. Og husk, at hverken politiet eller banken nogensinde vil bede om at få dit kort og din pinkode. Myndighederne har simpelthen ikke brug for disse oplysninger. Samtidig er det en god ide at lægge røret på og selv ringe op til banken eller politiet på de officielle telefonnumre for at få bekræftet, om henvendelsen er ægte, eller om det er svindlere på spil,” siger Malene Gøttge Rasmussen.