Finans Danmark er generelt set positiv overfor forenklingsdirektivet og bakker derfor op om en direktivnær implementering, der spejler ændringerne i årsregnskabsloven, så kreditinstitutter også kan søge afklaring i og støtte ret på lovbemærkningerne hertil.
Det er herudover uændret afgørende, at Finanstilsynet og de danske myndigheder i øvrigt i det videre arbejde har fokus på at sikre datainfrastrukturen mellem krav til de finansielle virksomheder og de tilgængelige oplysninger fra de ikke-finansielle virksomheder.
Udover implementering af forenklingsdirektivet opfordrer vi Finanstilsynet til hurtigst muligt at opdatere regnskabsbekendtgørelsen vedrørende IFRS 18, så IFRS-forenelighedsprincippet består.