Det er helt almindelige danskere, de kriminelle lokker med spændende investeringer og gode afkast. Men det er svindel. Og i stedet for at få sparepengene til at vokse, forsvandt de i stedet for 1.112 danskere i 2024. Samlet fik de kriminelle fat i 95 mio. kroner. Til sammenligning var det samlede tal i 2023 47,7 mio. kroner.
”Vi ser en massiv stigning i investeringssvindel lige nu. Mens vi netop har kunne konstatere, at netbanksvindlen endelig er begyndt at falde, så er det altså langt fra tilfældet med investeringssvindlen. Grunden til det er blandt andet, at sociale medier generelt er for dårlige til at stoppe de falske investeringsannoncer, som altså fører til, at en stor gruppe mennesker får franarret deres penge,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Ifølge en britisk undersøgelse, der udkom i december 2024, bliver sociale medier i form af Metas platforme og Snapchat brugt af de kriminelle som indgang til investeringssvindel i mindst 46 procent af investeringssvindelsagerne i Storbritannien.
Herhjemme er det også velkendt, at de kriminelle blandt andet lokker med lukrative investeringer i kryptovaluta – ofte gennem falske profiler med kendte ansigter som Mads Mikkelsen og Sofie Linde.
”Vi skal alle være klar over, at denne type svindel eksisterer. Og at svindlerne ofte finder deres ofre på de sociale medier med urealistiske løfter om lukrative investeringer. Fra bankernes side advarer vi derfor også om investeringssvindlen i vores kampagne ”Sikker Bank - sammen”. Før man foretager en investering, er det en god idé at søge uvildig finansiel rådgivning. Og det er især en god idé at være skeptisk overfor et tilbud, der lyder for godt til at være sandt,” siger Michael Busk-Jepsen.
Se statistik