Kvindelige ledere i finanssektoren er ikke længere et særsyn. Andelen af kvinder på ledelsesgangene var nemlig steget til 30,4 pct. i 2024. Det er en stigning på 3 pct. point siden 2019. Blandt de yngste ledere i aldersgruppen 25 til 34 år er andelen af kvinder samlet set vokset med 6 pct. point på fem år til 35,8 pct. i 2024, selvom der var et lille fald det seneste år.
”Det går den rigtige vej. Og det er godt for både vores virksomheder og samfundet generelt, at vi får talenter fra begge køn i spil. Det giver også et godt udgangspunkt for, at endnu flere kvinder i fremtiden kan nå helt til tops i finanssektoren,” siger Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.
Ser vi alene på nyudnævnte ledere i 2024, så udgør kvinderne 36,9 procent - det er en stigning på knap 7 pct. point. siden 2019. Den positive udvikling kommer på baggrund af sektorens mangeårige indsats med talentudvikling og fokus på at skabe en bedre kønsdiversitet blandt lederne.
Banker og realkreditinstitutter har i årevis arbejdet med initiativer, der skal forbedre kønsbalancen blandt ledere, som f.eks.: mentorordninger, tutorordninger, talentprogrammer, kønsneutrale jobannoncer og krav om, at der altid indgår kvindelige kandidater i et ansøgningsfelt, samt kvindelige medarbejdere i ansøgningsudvalg. Et stort skridt blev også taget ved overenskomstaftale i 2023, hvor finanssektoren valgte at ligestille retten til betalt barsel mellem mødre og fædre.
“Sektoren har over de seneste år haft stigende fokus på kønsbalancen blandt ledere set over en bred kam. Det er et komplekst område, som kræver en velvarende indsats på mange forskellige fronter. Derfor er det endnu mere tilfredsstillende, at de seneste tal tyder på, at denne indsats har båret frugt – og den udvikling har vi i sektoren fokus på at fastholde,” siger Morten Schønning Madsen.