I maj måned blev der netto købt danske detailfonde for over 10 mia. kr.. Hvis udviklingen fortsætter, kan 2025 ende med at tangere eller endda overgå årene 2020 og 2021, der tegner sig for de hidtidige rekorder. 2025 er indtil videre også bemærkelsesværdig ved, at interessen især samler sig om aktiefonde, og især fonde, der investerer i europæiske aktier.
Der er nemlig aldrig før i statistikkens historie set så stor en tilgang af nye investeringsmidler til fonde, der investerer i europæiske aktier som i år. I maj udgjorde købet af alle aktiefonde tre procent i forhold til formuen ved månedens start. For årets fem første måneder tilsammen udgjorde det 11 procent i forhold til formuen ved årets begyndelse. Udviklingen er i høj grad drevet af fonde, der investerer i europæiske aktier. For denne kategori af fonde udgjorde købet godt 10 procent af formuen ved månedens start og næsten 47 procent sammenlignet med formuen omkring nytår. Der har både i maj og for året som helhed fortsat været pæn interesse for fonde, der investerer i aktier globalt. Men købet har været forholdsmæssigt mere behersket. Købet af fonde med nordamerikanske aktier er derimod gået i stå.
”At interessen samler sig om Europa i 2025 skyldes flere faktorer. Men en faktor er nok at den amerikanske politik under Trump har øget usikkerheden i USA samtidig med, at de amerikanske aktier var meget højt prissatte ifht. Europa gående ind i 2025. Interessen for Europa hænger måske også sammen med de politiske signaler om at styrke Europas konkurrenceevne og måske i særdeleshed fokus på vækst og øget offentligt forbrug og investering”, siger underdirektør Kåre Valgreen, chef for Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Atypiske markeder i 2025
2025 har indtil videre også været præget af en vigende interesse for obligationsfonde, og denne tendens accelererede i maj, hvor der netto blev solgt obligationsfonde for mere end 8,3 mia. kroner. Dermed lander nettosalget år til dato af obligationsfonde på over 10 mia. kroner. Det er alt overvejende fonde med udenlandske obligationer, som investorerne er gået ud af.
”Indtil videre har 2025 i investeringsmæssig forstand udmærket sig ved, at flere traditionelle tommelfingerregler ikke rigtig har holdt stik. Den forventede sammenhæng mellem afkastet på aktier og obligationer har ikke vist sig endnu, idet der for begge aktivklasser kan konstateres positive afkast. De store udsving i afkastene fra måned til måned burde også have tilsagt en vis forsigtighed i forhold til investering i aktier generelt, men den forventning er heller ikke blevet indfriet. Så når vi nu ser et betragteligt skift i retning af aktier, er der belæg for at tro, at der er tale om et mere fundamentalt skift i investorernes langsigtede orientering. Meget tyder på, at investorerne har vænnet sig til Trumps erratiske udmeldinger og i stedet fokuserer på mere langsigtede fundamentale forhold. Det ses blandt andet ved, at alle danske investeringsfonde afkastmæssigt er ved at have indhentet tabene efter Trumps indsættelse”, siger underdirektør Kåre Valgreen.

Ny information i den månedlige markedsstatistik.
Med markedsstatistikken for maj introduceres oplysninger om bæredygtighed i en ny ’SFDR’-fane (faneblad 7.1). Her vises danske detailfondes formue, nettokøb m.m. opgjort efter artikelnummer i Disclosureforordningen (SFDR). Disclosureforordningen sætter krav til afdelingernes bæredygtigheds-karakteristika og -mål. Afdelingerne er grupperet efter, hvor høje krav de opfylder.
Månedens highlights:
- Nettoformuen i de danske detailfonde udgør 1,2 mia. kr. ved udgangen af maj 2025. Dermed er formuen steget med 51 mia. kr. i forhold til april 2025.
- I maj 2025 androg nettokøbet af investeringsbeviser 10,1 mia. kr.
- Fondskategorien ’Aktier Globale’ stod for månedens største nettokøb på i alt 12,7 mia. kr. Det største salg var i kategorien ’Obligationer øvrige’ med 3,6 mia. kr.
- Alle aktiefondskategorier udviste positive afkast i maj. Højest afkast realiserede kategorien ”Aktier Nordamerika” med et afkast på 7,5 pct. Laveste afkast noterede kategorien ”Aktier Kina sig for med et afskat på 2,4 pct.
- Obligationskategorierne realiserede blandede afkast, højest for ”Obligationer Non-Investment Grade’(+1,15) og lavest for ”Obligationer udenlandske indeksobligationer (-0,8).