Danmark står over for et mere komplekst og uforudsigeligt trusselsbillede. Geopolitisk uro og nye teknologiske afhængigheder øger presset på samfundets kritiske funktioner, herunder betalingsinfrastrukturen.
En ny analyse fra Finans Danmark om betalingsmarkedets robusthed viser, at det danske betalingsmarked, hvor der årligt foretages knap 4 mia. betalinger og er blandt Europas mest digitaliserede, er både robust og modstandsdygtigt. Men hændelser som f.eks. Nets-nedbruddet i sommer viser, at robustheden på nogle områder kan styrkes.
Finans Danmark kommer derfor med 10 konkrete anbefalinger, der på kort sigt kan styrke robustheden og sikre, at danskerne også i fremtiden kan betale trygt og sikkert – selv når teknologien ikke fungerer.
Robusthed handler om teknik, samarbejde, viden og forberedelse
”Robusthed i betalingsmarkedet handler ikke kun om teknik, men også om samarbejde, viden og forberedelse. Vi skal sikre, at alle betalingsmarkedets aktører, herunder forbrugere og erhvervsdrivende, er rustet til at håndtere uforudsete hændelser – og at samfundet kan opretholde de mest basale funktioner, selv når teknologien svigter,” siger Line Munkholm Haukrogh direktør for investering, digital innovation og samfundsomstilling i Finans Danmark.
Anbefalingerne handler blandt andet om, at borgere og erhvervsdrivende har adgang til et bredt udvalg af betalingsløsninger og at de erhvervsdrivende indfører beredskabsplaner og uddanner medarbejderne i, hvordan de skal håndtere nedbrudssituationer. Derudover anbefales det, at betalingsberedskabet i Danmark koordineres og drives i et tæt samarbejde mellem myndigheder, banker og markedsaktører.
Rapporten bygger på interviews med nøgleaktører og analyser af de seneste års hændelser, herunder sommerens nedbrud, der ramte tusindvis af danskere. Anbefalingerne skal sikre, at Danmark fortsat er blandt de mest sikre og effektive betalingssamfund i verden.
Læs hele analysen og alle 10 anbefalinger her