Blandt de forslag, der vedrører bankerne, forslår regeringen, at risikovurderingen af foreningerne skal være enklere, CVR-registeret skal udbygges til også at omfatte foreninger og kun de tegningsberettigede i en forening skal dokumentere sig over for banken. Forslagene udspringer af anbefalinger fra regeringens foreningspartnerskab. Allerede i 2021 blev det samme foreslået af bankernes eget partnerskab som en del af indsatsen for at mindske de administrative byrder for foreningerne.
”Udspillet fra regeringen vil gøre en reel forskel for de mange frivillige, der driver foreninger over hele landet. De administrative byrder fylder i dag unødigt meget – både for foreningerne og for bankerne. Med regeringens udspil er der taget et vigtigt skridt mod mere enkle og ensartede løsninger, som vi i sektoren længe har efterlyst,” siger Kjeld Gosvig-Jensen, underdirektør, jura, i Finans Danmark.