I marts blev der samlet solgt danske detailfonde rettet mod privatinvestorer for 747 mio.kr. I lyset af det meget store samlede køb i januar og februar kan udviklingen tolkes som et udtryk for, investorerne tager en pause. Isoleret set var der dog i marts fortsat stor interesse for investeringsfonde, der investerer globalt i aktier. Det samlede køb af fonde i denne kategori udgjorde godt 4 mia. kr. i marts og er for år til dato oppe på mere end 33 mia.kr. Det samlede køb i globale aktiefonde i marts blev i høj grad opvejet af et samlet salg af blandede fonde.
De voldsomme kursudsving på de globale aktiemarkeder i de første uger af april har igen sat fokus på forholdet mellem afkast og risiko. Men ifølge en ny analyse fra Finans Danmark, der har set på udviklingen i afkast og risiko over de sidste 25 år, er der fortsat grund til optimisme blandt langsigtede investorer.
Analysen viser, at den markedsrisiko, der opstod som følge af corona, krig i Ukraine, problemer med forsyningslinjer og inflationskrise samlet set har været betydeligt lavere end den risiko, som investorerne stod over-for efter IT-boblen brast i 2002 og under finanskrisen fra 2008 til 2011. Over de sidste par år har risikoen endda været faldende og nærmet sig de historiske gennemsnit.
”Der er ingen tvivl om, at vi som aktieinvestorer har indkasseret betragtelige tab de seneste dage. Og at man i øvrigt som investor kan sidde tilbage med et indtryk af, at de fem første år af dette årti har været noget af en prøvelse. Det gode er dog, at med en fornuftig tidshorisont så viser historien, at man som investor bliver betalt for den risiko, som man løber, og at der over de seneste fem år faktisk har været en god sammenhæng mellem afkast og risiko. Hvordan den aktuelle toldkrise ender, er vanskeligt at spå om, da situationen i høj grad påvirkes af politiske udmeldinger og skiftende signaler. IT-boblen og Finanskrisen var derimod forårsaget af markeds- og systemfejl, som det tager lang tid at korrigere”, siger Kåre Valgreen, investeringschef i Finans Danmark.
Læs analysen her
Månedens highlights:
- Nettoformuen i de danske detailfonde lyder på 1.207 mia. kr. ved udgangen af marts 2025. Dermed er formuen faldet med knap 52 mia. kr. i forhold til februar 2025.
- I marts 2025 faldt nettokøbet af investeringsbeviser med 747 mio. kr.
- Fondskategorien ’Globale Aktier’ stod for månedens største nettokøb på i alt 4,1 mia. kr. Det største salg var i kategorien ’Blandede Balanceret’ med 5,9 mia. kr.
- Ingen af de 27 fondskategorier leverede et positivt afkast i marts. De tre bedst performende kategorier var ’ Obligationer Korte danske’ (-0,01 pct.), ’ Obligationer Udenlandske indeksobligationer’ (-0,23 pct.) samt ’Obligationer Øvrige danske’ (-0,61 pct.).
- ’Aktier Nordamerika’ tegnede sig med et afkast på -10,1 pct. for det laveste formuevægtede afkast i marts.