Finanstilsynet har sendt udkast til bekendtgørelse om ledelse og styring af fondsmæglerselskaber m.fl. i høring for at udskille fondsmæglerselskaber samt deres respektive holdingvirksomheder fra den nuværende ledelsesbekendtgørelse for pengeinstitutter m.fl.
Vi ser med positive øjne på en udskillelse af fondsmæglerselskaber samt deres respektive holdingvirksomheder i en fondsmæglerstruktur fra den nuværende ledelsesbekendtgørelse for pengeinstitutter m.fl.
Udskillelsen bidrager ikke kun til at skabe klarhed over de forpligtelser, der påhviler ledelsen i et fondsmæglerselskab samt fondsmæglerholdingvirksomheder, men også til at præcisere, hvor i organisationen og hvilke ledelsesorganer der bærer ansvaret for forpligtelserne i bekendtgørelsen.
Det er desuden positivt, at Finanstilsynet har fjernet krav i ledelsesbekendtgørelsen, som allerede var omfattet af anden lovgivning, eksempelvis funktions- og opgavebeskrivelser for compliance- og risikostyringsfunktioner, som allerede er indeholdt i den delegerede forordning 2017/565 (EU) vedrørende organisatoriske krav til og vilkår for drift af investeringsselskaber.
Vi bifalder, at Finanstilsynet bidrager til at skabe denne klarhed for fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder. I forlængelse heraf opfordrer Finans Danmark til, at samme øvelse gennemføres for investeringsforvaltningsselskaber, som i øjeblikket er inkluderet i ledelsesbekendtgørelsen for pengeinstitutter m.fl., hvor visse krav ikke synes at være tilpasset driften af et administrationsselskab.