Med Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 ændrede den sikkerhedsmæssige situation sig i hele Europa. Nu to år senere har regeringer og politikere på tværs af landegrænser igangsat store militære oprustninger. Det stiller krav til, at både stater og private aktører bidrager finansielt. Men danskerne er usikre i forhold til, om det er etisk forsvarligt eller ej. I en ny opinionsundersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Finans Danmark svarer knap en ud af tre, at de er ”helt enig” eller ”enig” i, at det generelt er etisk forsvarligt at investere i forsvarsindustrien. Hver fjerde er ”helt uenig” eller ”uenig”. Og endelig er næsten halvdelen neutrale eller uafklarede.
”Debatten om investeringer i forsvarsindustrien er ét af mange dilemmaer inden for investeringsområdet. Der er ingen regulatoriske barrierer for at investere i våben- og forsvarsindustrien, og som sektor vil vi gerne understøtte den danske og europæiske forsvarspolitik, som staterne ikke kan løfte alene med offentlige midler. Men vi er også godt klar over, at mange danskere har det svært med investeringer i f.eks. våben- og forsvarsaktier”, siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.
”Generelt oplever vi en stigende efterspørgsel – der dog kommer fra et lavt niveau – efter investeringsmuligheder i forsvarsindustrien, og som sektor har vi fokus på at imødekomme den efterspørgsel. Uanset om ens ønske er at investere i forsvarsindustrien eller at undgå det, så opfordrer vi investorerne til at overveje, hvordan deres investeringer bedst placeres i overensstemmelse med deres ønsker. Hvis man er i tvivl, bør man kontakte sin bankrådgiver”, siger Birgitte Søgaard Holm.
Vi har også spurgt, om Ruslands invasion af Ukraine har gjort, at de adspurgte i dag synes, at det er mere etisk forsvarligt at investere i forsvarssektoren, end tidligere. Hele 57 procent svarer, at det har en betydning for deres holdning. Kun 18 procent af respondenterne angiver, at det slet ikke er tilfældet.
”For godt to år siden havde de færreste nok forestillet sig, at vi skulle ned ad den vej, som vi befinder os på nu. Men Ruslands invasion af Ukraine har uden tvivl rykket på mange danskeres holdning til investeringer i forsvarsindustrien. I dag er den sikkerhedsmæssige situation en anden, og det giver en efterspørgsel efter investeringer i forsvarsindustrien fra regeringer på tværs af hele Europa. Det virker til, at mange danskere er enige i, at krigstid stiller andre krav end fredstid”, siger Birgitte Søgaard Holm.