Godt otte ud af ti af de unge mellem 18 og 24 år bor til leje i dag, selv om fire ud af ti hellere ville købe deres egen bolig. Samtidig vil de helst bo i storbyerne.
“At bo centralt er en af de vigtigste faktorer, når mange unge mellem 18 og 24 år skal finde deres drømmebolig. Det hænger blandt andet sammen med, at mange af de unge studerer i storbyerne og gerne vil bo tæt på deres studie og netværk. Når de unge nærmer sig 30’erne, bliver en central adresse dog mindre vigtig. I stedet bliver det naturen og behovet for mere plads, der trækker i de unge. Desuden vokser ønsket om at eje deres eget, når de nærmer sig 30’erne,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Mens ønsket om at eje sin egen bolig fylder hos fire ud af ti af de helt unge, gælder det for seks ud af ti blandt dem, der er fyldt 30 år. Samtidig spiller naturen og plads en større rolle end den centrale placering for de unge over 30 år – 31 pct. angiver naturen som en af de vigtigste faktorer for deres drømmebolig.
Priser, renter og udbuddet spænder ben
Selv om mange unge drømmer om at eje deres egen bolig, er det ikke så nemt at finde en, der lever op til både forventninger og budget. Sværest er det dog klart for dem, der vil bo i København. I slutningen af 2022 var den såkaldte boligbyrde for ejerlejligheder i København helt oppe på knap 34,5 pct. for et gennemsnitligt par. Det vil sige, at en husstand bestående af et par i gennemsnit skulle hive 34,5 pct. af deres disponible indkomst op af lommen til finansiering af deres bolig. Det er hele 8 pct.-point mere end i 2020 – før de store rentestigninger. For unge, der typisk har en lavere indkomst end gennemsnittet, vil boligbyrden som oftest være betydeligt højere.
“De højere renter har helt klart gjort det sværere for unge at komme ind på ejerboligmarkedet. Det gælder især dem, der ikke kan få økonomisk hjælp fra forældre eller andre,” siger Peter Jayaswal.
I en spørgeskemaundersøgelse foretaget for Finans Danmark angiver de unge nemlig høje priser og renter samt utilstrækkeligt boligudbud som nogle af de vigtigste forhindringer for deres adgang til boligmarkedet.
“Størrelseskravet til nybyggeri i København er med til at holde udbuddet af mindre boliger i København nede. Kombinationen af det begrænsede udbud og de høje boligpriser gør det derfor ekstra vanskeligt for de unge at træde ind på boligmarkedet i hovedstaden. Det gælder i øvrigt også enlige, der ligesom unge har svært at finde en bolig, som både matcher deres behov og deres budget. Derfor har vi fra Finans Danmark tidligere foreslået blandt andet at fjerne de lokale størrelseskrav til nybyggeri, som kan skabe bedre rammer for flere mindre boliger og dermed gøre det lidt nemmere for de unge at komme ind på -boligmarkedet,” siger Peter Jayaswal.
Læs mere om Finans Danmarks forslag “Nemmere adgang til boligmarkedet”'
Hent analysen