Aktiesparekontoen er en særlig investeringskonto, der gør det skattemæssigt nemmere og billigere for danskere at investere i aktier og aktiebaserede investeringsforeninger. Ved årsskiftet til 2024 blev aktiesparekontoens politisk fastsatte indskudsloft hævet fra 106.600 kr. til 135.900 kr. - og det har danskerne taget rigtig godt imod. I de første seks måneder af 2024 voksede antallet af danskere med en aktiesparekonto nemlig med 71.000. Det er den største halvårlige stigning siden aktiesparekontoens etablering i 2019, som overgår den hidtidige rekord fra det andet halvår af 2021 med 9.000 flere konti. Den store stigning i det første halvår af 2024 betyder samtidig, at der nu er 427.000 danskere, der har en aktiesparekonto.
”Over det seneste år er inflationen i Danmark kommet under kontrol, og mange danskeres realløn er steget betydeligt. Samtidig har aktiemarkederne leveret flotte afkast, og det har alt sammen en positiv indvirkning på investeringslysten. At danskerne opretter aktiesparekonti i rekordantal så kort tid efter, at vi har været igennem en økonomisk svær periode, er dog overraskende. Det peger på, at forhøjelsen af indskudsloftet har været med til at drive udbredelsen af aktiesparekontoen det sidste halve år. Og det understreger også, at aktiesparekontoens potentiale for at styrke den danske investorkultur er tæt knyttet til indskudsloftets størrelse, som fortsat er forholdsvis lavt,” siger Kåre Valgreen, investeringschef i Finans Danmark.
Indskudsloftet hæves igen næste år
De mange indehavere af en aktiesparekonto kan se frem til en ny forhøjelse af indskudsloftet i 2025. Med vedtagelsen af Iværksætterpakken i juni i år besluttede et bredt flertal af Folketingets partier nemlig at forhøje aktiesparekontoens indskudsloft til 160.000 kr. fra og med 2025. Selv med den kommende forhøjelse har danskerne dog ikke mulighed for at investere for nær så stort et beløb som deres nordiske naboer gennem lignende ordninger i deres lande. I Sverige og Norge er der intet loft over, hvor meget man må investere via deres ordninger, mens loftet i Finland er på 100.000 euro, som svarer til ca. 750.000 kr.
”Det er godt for både den enkelte dansker og den danske investorkultur generelt, at flere partier på Christiansborg har fokus på at gøre det mere attraktivt for danskerne at investere - blandt andet ved at hæve loftet for aktiesparekontoen. Og vi håber, at de også er klar til at tage de næste skridt og lade sig inspirere yderligere af regeringens virksomhedsforum for globale risici, som i juni anbefalede at hæve aktiesparekontoens loft til mindst 300.000 kr. Vi skal nok op i det niveau, hvis vi skal kunne tælle brugerne af den danske aktiesparekonto i millioner, ligesom det i dag er tilfældet for ordningerne i Norge og Sverige,” siger Kåre Valgreen.