Næsten to ud af tre af de boligejere, hvis økonomi i løbet af det seneste år er blevet påvirket af større renteudgifter på deres bank- og realkreditlån, har endnu ikke indberettet de større udgifter i deres forskudsopgørelse. Dermed har de endnu ikke fået et højere skattefradrag, som de er berettiget til. Syv ud af ti af dem kendte til muligheden, men har ikke fået det gjort, mens tre ud af ti af dem ikke har vidst, at de kan få et højere løbende fradrag.
”Mange af de danskere, der har oplevet, at renterne, og dermed renteudgifterne, på deres lån er steget, får ikke rettet det til i deres forskudsopgørelse. Det er en forholdsvis stor del, som ikke har gjort brug af de skattemæssige muligheder, de har. Tilpasser man løbende sin forskudsopgørelse, kan det give mere plads i familiens økonomi. Derfor kan vi kun opfordre til, at boligejere, der det seneste år har fået en ny højere rente, får kigget på, om der er noget, de skal ændre i deres forskudsopgørelse for 2023, så de får glæde af et større rentefradrag i år,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Rentefradraget går ikke tabt, hvis boligejerne ikke ændrer noget i år. I stedet vil det større rentefradrag, som ikke er blevet brugt i 2023, indgå i beregningen af årsopgørelsen for 2023 til næste år. Det er selvfølgelig op til den enkelte at afgøre, om de ønsker at have glæde af rentefradraget i løbet af i år. Samtidig skal man være opmærksom på, at man ikke får renter på sin opsparing hos SKAT.”
Ny rente og omlægninger kan give højere rentefradrag
Ved indgangen til 2023 fik flere hundrede tusinder danske boligejere en ny rente på deres variabelt forrentede realkreditlån. For en boligejer med et F1-lån på 2 mio. kr. kan renteudgifterne f.eks. være steget med ca. 5.700 kr. om måneden, som kan give ca. 1.900 kr. mere om måneden i rentefradrag.
”Der kan være mange boligejere med variabelt forrentede lån, der ved årsskiftet har fået en ny højere rente, der med fordel kan rette i deres rentefradrag. Det kan nemlig give lidt ekstra luft i økonomien her og nu. På samme måde er det relevant for de boligejere, der det seneste år har omlagt deres realkreditlån for at skære en del af deres restgæld, og kan have optaget et nyt lån med en højere rente,” siger Ane Arnth Jensen.
Fakta
Finans Danmark har i en spørgeskemaundersøgelse i februar 2023 spurgt til, hvordan stigende renter på bank- og realkreditlån har påvirket danskernes økonomi:
- Knap 40 pct. svarer, at deres rådighedsbeløb i mere eller mindre grad er blevet reduceret, fordi renteudgifterne på deres bank- eller realkreditlån er steget.
- Knap 18 pct. af dem svarer, at de ikke vidste, at de kunne få et højere rentefradrag, som en del af deres skattefradrag, når renteudgifterne til deres lån stiger.
- 46 pct. svarer, at de vidste, at de kunne få et højere rentefradrag, som en del af deres skattefradrag, når renteudgifterne til deres lån stiger, men endnu ikke har tilrettet i deres forskudsopgørelse, at deres renteudgifter har ændret sig.