Verdens natur er i kritisk tilstand, viser rapporter fra The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES), der er biodiversitetens svar på FN’s klimapanel (IPCC). Det er en væsentlig risiko for alle de virksomheder, hvis forretning forudsætter råvarer fra naturen, rent vand og bestøvning af planter. Det er også en risiko for de mange investorer og banker, der har givet lån til eller investeret i virksomhederne. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne på verdensplan bliver bedre til at passe på naturen. Det vil Finans Danmark sammen med UN Global Compact Network Denmark sætte fokus på ved at indgå i et samarbejde med det globale initiativ Taskforce on Nature-related Financial Disclosures (TNFD).
”Hvis vi skal redde naturen på verdensplan, har vi brug for at arbejde sammen både på tværs af brancher og på tværs af landegrænserne. Vi har brug for en bedre udveksling af viden og konkrete erfaringer, så virksomhederne kan lære af hinanden om, hvordan de kan måle deres fodaftryk på naturen og indarbejde hensyn til naturen i deres beslutninger. Og når virksomhederne bliver bedre til at rapportere om deres aftryk på naturen, får vi i finanssektoren bedre muligheder for at sende pengene væk fra aktiviteter, der skader naturen, og mod aktiviteter, der får den til at blomstre,” siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering og opsparing i Finans Danmark.
Helt konkret vil Finans Danmark oprette og drive en nordisk konsultationsgruppe, der skal facilitere videndeling og udveksling af erfaringer blandt virksomheder og finansielle institutioner, der vil rette fokus på biodiversitet og opbygge viden om det globale arbejde i regi af TNFD.
Behov for at omsætte politik til praksis
Der er ingen tvivl om, at politikerne er begyndt at få øjnene op for vigtigheden af biodiversitet. Ved FN-topmødet COP15 i Montreal i december 2022 blev der indgået en verdensomspændende aftale om at bevare natur og fremme biodiversitet. Biodiversitet er også en del af EU Kommissionens strategi for bæredygtig finans. Men for at komme i gang er der brug for vejledninger og globalt harmoniserede målemetoder – og her er Taskforce on Nature-related Financial Disclosures (TNFD) central, fordi det er et globalt initiativ med konkrete værktøjer til at komme i gang.
”Biodiversitetskrisen hænger uløseligt sammen med klimakrisen, men får ikke den samme opmærksomhed. Derfor gør vi med konsultationsgruppen en ekstra indsats for at ruste finanssektoren i norden til at arbejde for naturen og biodiversiteten. Det gør vi både for at sikre finansiering til bl.a. bevaring af økosystemer og genoprettelse af natur, men også for at tilskynde investorer til at stille større krav til de virksomheder, de investerer i. Det er ikke nok at reducere klimaaftrykket, hvis vi samtidig laver overtræk på naturens ressourcer, som vi er så dybt afhængige af,” siger Sara Krüger Falk, direktør i UN Global Compact Network Denmark.
Finans Danmark er sammen med UN Global Compact Network Denmark og TNFD-sekretariatet i gang med at planlægge det første møde i gruppen, der vil finde sted i april.
Fakta
Om Taskforce on Nature-related Financial Disclosures
TNFD er et markedsdrevet initiativ, som har til formål at skabe mere gennemsigtighed om virksomheders påvirkning og afhængighed af naturen. Til det formål udvikler TNFD i samarbejde med virksomheder en fælles ramme, som virksomheder – også de finansielle – kan følge for at tage højde for biodiversitet og natur i deres strategi, ledelse, risikostyring og processer. TNFD’s ramme kan hjælpe med at identificere og måle virksomhedens afhængighed af naturen og biodiversiteten samt risici og forretningsmuligheder. Initiativet er støttet af FN og finansministrene i G7 og G20.
Medlemmer af den nordiske konsultationsgruppe
- Finance Danmark
- Finance Finland
- Finance Norway
- The Norwegian Fund and Asset Management Association
- Swedish Bankers’ Association
- The Swedish Investment Fund Association
- Global Compact Denmark
- Global Compact Norway
- Global Compact Sweden
- Global Compact Finland