Med stigende forventninger til og efterspørgsel efter grønne finansielle produkter fra investorer og bankkunder er der også kommet fokus på at sikre, at finansielle virksomheder ikke misbruger ordene ”grøn” og ”bæredygtig” i profilering af deres produkter eller organisationens image. Derfor har EU-Kommissionen nu bedt de europæiske tilsynsmyndigheder om at afklare, hvad greenwashing er – og udarbejde anbefalinger til, hvordan det bør defineres og håndteres af tilsynsmyndigheder. Som et led i dét arbejde, har de europæiske tilsynsmyndigheder udsendt en offentlig høring, hvor både finanssektoren, NGO'er, forskere og andre interessenter er inviteret til at komme med deres input.
Finans Danmark påpeger i høringen, at det er vigtigt, at definitionen af greenwashing fra EU-Kommissionen og tilsynsmyndigheder ikke bliver så bred, at det afskrækker både udbydere af grønne produkter og investorerne fra at bidrage til den grønne omstilling af samfundet.
Læs nyhed: En bred definition af greenwashing kan spænde ben for den grønne omstilling