De seneste tre måneder har danske realkreditinstitutter lånt ud for 183 mia. kr. – halvdelen er gået til boligejere, der lægger deres lån om. Interessen for låneomlægning er i 3. kvartal 2022 større i samtlige 98 af landets kommuner, sammenlignet med samme tidspunkt i 2021.
”Danskerne viser fortsat stor interesse for at optage realkreditlån i hele landet – særligt i forbindelse med omlægning af lån. Forklaringen er, at renterne er steget i 2022, og det betyder, at boligejere med et fastforrentet lån har kunnet skære op imod 30 pct. af deres restgæld. Det er en mulighed, som boligejere på tværs af hele landet har gjort brug af,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
I 44 ud af 98 kommuner er antallet af omlægninger mere end fordoblet, sammenlignet med sidste år. Særligt i Jylland har flere lagt deres eksisterende realkreditlån om. Næsten 9 ud af 10 jyske kommuner har oplevet en fordobling i antallet – i syv jyske kommuner har der endda været en tredobling.
”Omlægning af lån er ikke et fænomen, der er geografisk afgrænset, men en fordel i realkreditmodellen som alle boligejere har adgang til. Når renterne stiger, og kurserne på obligationerne, der ligger bag boligejernes fastforrentede realkreditlån, falder, slår det bredt igennem. Det skyldes, at det er de samme realkreditobligationer, der bruges til at finansiere lån på Sjælland, Fyn og i Jylland. Det er altså hverken betinget af den enkelte boligejers økonomi eller boligens beliggenhed og pris. Derfor har boligejere med en lav rente på deres fastforrentede lån kunnet reducere deres restgæld – uanset hvor i landet de bor.”
Halvdelen vælger fastforrentet lån ved omlægning
Når danskerne optager et nyt realkreditlån ved omlægning af deres eksisterende lån, foretrækker lidt mere end hver anden et fastforrentet lån. Det betyder samtidigt, at næsten hver anden boligejer, der omlægger sit realkreditlån, vælger et variabelt forrentet lån.
”Det seneste års rentestigninger, hvor kuponrenten på fastforrentede lån med afdrag er steget fra 1,5 pct. til 5 pct., kan være en grund til, at boligejerne foretrækker variabelt forrentede lån, når de omlægger deres realkreditlån. Det kan skyldes ønsket om at skære en del af sin restgæld og samtidig undgå en højere rente på et fastforrentet lån. Men det er vigtigt at huske på, at hvis renterne fortsætter med at stige, vil det medføre en højere ydelse på lånet med variabel rente,” siger Peter Jayaswal og fortsætter:
”Men det er kun de boligejere, hvis økonomi kan godkendes til fastforrentet lån, der får mulighed for at vælge et variabelt forrentet lån. Det betyder, at de boligejere, der vælger et variabelt forrentet lån, også ville have haft råd til at finansiere deres bolig, hvis de havde optaget et fastforrentet realkreditlån. Der er dog en risiko for, at den variable rente kan stige og måske endda blive højere end renten på et fastforrentet lån lige nu – den renterisiko skal man som boligejer være opmærksom på, hvis man vælger et variabelt forrentet lån.”
Fakta
De seneste ni måneder har næsten 150.000 boligejere omlagt deres realkreditlån.