En ny opgørelse fra Finans Danmark viser, at danske investeringsfonde og kapitalforvaltere – med mere end 1.300 mia. kr. af danskernes investeringskroner i ryggen – gør en forskel for den bæredygtige omstilling. Investeringsbranchens ambition om at påvirke virksomheders bæredygtige omstilling, det såkaldte aktive ejerskab, fylder mere og mere blandt kapitalforvaltere. F.eks. deltog danske kapitalforvaltere i 53.000 afstemninger på generalforsamlinger i virksomheder fra hele verden i 2021, hvor der blandt andet bliver stemt om virksomhedernes planer for den bæredygtige omstilling. Og kapitalforvalterne har derudover været i selvstændig dialog 2.500 gange med virksomheder om, hvordan de kan blive mere bæredygtige.
”Vores ambition i investeringsbranchen er, at vi over tid og via aktivt ejerskab og engagement kan være den motor, som bidrager til at få danskernes milliardinvesteringer til at flytte verden i en mere bæredygtig retning,” siger Peter Kjærgaard, formand for Investering Danmarks bestyrelse og Head of Wealth Management i Nykredit, og fortsætter:
”Vi bidrager til virksomhedernes transformation, når vi bruger vores stemmeret og går i dialog med virksomhederne om deres planer for fremtiden. Når man investerer i en virksomhed, ejer man en andel af virksomheden – det forpligter. Vi gør det på vegne af investorerne – store som små – for med danskernes investeringspenge i ryggen kan vi få virksomhederne til at lytte og flytte sig – til gavn for både værdien af investeringen og hele samfundet.”
Flere medarbejdere, nye værktøjer og internationalt fællespres
Finans Danmarks undersøgelse viser også, at investeringsbranchen har allokeret et stigende antal medarbejdere, der arbejder med ansvarlige investeringer, og den løbende udvikling af nye værktøjer. I 2021 var omkring 65 fuldtidsansatte dedikeret til at arbejde med ansvarlige investeringer, som er en fremgang på mere end 20 pct. i forhold til året før. Samtidig udviklede 8 ud af 10 kapitalforvaltere nye værktøjer til at understøtte arbejdet med aktivt ejerskab, herunder it-redskaber til at følge virksomhedernes fremskridt, øget rapportering og styrkelse af retningslinjer og processer.
”Der er ingen tvivl om, at vi ser aktivt ejerskab som en vigtig indsats for den bæredygtige omstilling. Derfor har vi også i 2021 intensiveret indsatsen ved at tilføre endnu flere ressourcer og prioriteret udviklingen af overvågning, rapportering og opfølgning af de virksomheder, hvor vi udøver aktivt ejerskab. Der kan være tilfælde, hvor vi som aktive ejere ikke i første omgang lykkes med at flytte virksomheden. Her er der mulighed for at gå sammen med andre investorer og presse yderligere på eller at ekskludere eller frasælge. Det skal gerne være sidste udvej, for målet er jo at påvirke virksomheden i den rigtige retning,” siger Peter Kjærgaard.
Fem nøgletal for aktivt ejerskabBaggrund
Investering Danmarks undersøgelse om aktivt ejerskab, april 2022:
- Investering Danmark er brancheforening for udbydere af investeringsfonde og kapitalforvaltning. Investering Danmark hører under Finans Danmark.
- Investering Danmarks medlemmer har aktiver under forvaltning for mere end 3.000 mia. kr. i alt, heraf aktier for ca. 1.300 mia. kr.
- I undersøgelsen har Investering Danmarks medlemmer, som repræsenterer 96 pct. af aktieformuen, deltaget.
- Undersøgelsen er gennemført i foråret 2022.
- Alle respondenter svarer, at de efterlever Investering Danmarks brancheanbefaling om minimumshåndtering af bæredygtighed.
- Alle respondenter svarer, at de har en politik for aktivt ejerskab.
Aktivt ejerskab
Aktivt ejerskab handler om, at investorer bruger deres stemme til at skabe positive forandringer i de virksomheder, som de investerer i – i stedet for at frasælge aktier i alle de virksomheder, der i dag ikke er bæredygtige. Aktivt ejerskab indebærer, at kapitalforvaltere stemmer på generalforsamlinger og går i dialog med virksomhederne om deres transformation mod en mere bæredygtig forretningsmodel.
Dialogen med selskaberne kan ske i samarbejde med andre investorer via internationale koalitioner. Emnerne kan omfatte f.eks. reduktion af CO2-udledning, aflønningsforhold, større diversitet i bestyrelsen, reduktion af forurening, bedre medarbejderforhold, efterlevelse af menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption.
Danske kapitalforvaltere har alle en strategi, hvis det aktive ejerskab ikke umiddelbart virker efter hensigten. Det kan være at samarbejde med andre, at stemme imod ledelsen, at indsende forslag fra aktionærer, at udsende en officiel erklæring og/eller at lægge juridisk pres på selskabet, men det kan også være frasalg eller nedbringelse af eksponering mod selskabet i sidste ende.
Danske kapitalforvaltere har alle en strategi for eskalering, hvis en virksomhed ikke kan påvirkes positivt. For 8 ud af 10 danske kapitalforvaltere inkluderer strategien at gå sammen med andre investorer om at lægge pres på virksomheden, og tilsvarende mange deltog i 2021 i internationalt samarbejde med andre investorer om engagement med virksomheder. Her var de med til at trække selskaber som Unilever, Volvo, Total Energies og AP Møller Mærsk i en mere bæredygtig retning.
Pressebilleder