2021 var et år, hvor rigtig mange danskere fik et realkreditlån til boligkøb – og i næsten alle landets 98 kommuner blev der givet flere realkreditlån til køb af huse og ejerlejligheder end i 2020. Den højeste stigning var i landdistrikterne, hvor der blev givet 26 pct. flere lån til boligkøb. Det er det højeste antal i 13 år, og det udgør 29 pct. af lån til boligkøb, der blev givet i 2021.
”Rigtig mange danskere har i 2021 fået opfyldt deres boligdrømme med billig dansk realkredit uanset hvor i landet, de bor. Og i næsten alle landets kommuner er der givet flere lån end året før. Det er dog især i landdistrikterne, at stigningen er højest. Den store interesse for boligkøb i landdistrikterne skyldes formentlig, at flere danskere har fået mulighed for at flytte længere væk fra byerne og tættere på naturen, da folk i langt højere grad har fået mulighed for at arbejde hjemmefra,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Der blev givet 20.636 realkreditlån til køb af huse og ejerlejligheder i landdistrikterne i 2021.
Flere realkreditlån til boligkøb i hele landet
Det er dog ikke kun i landdistriktskommuner, der er givet flere lån. I by- og mellemkommuner blev der givet hhv. 15 pct. og 21 pct. flere lån i 2021 sammenlignet med 2020. I alt blev der givet 71.752 lån til boligkøb i hele landet, hvilket er det højeste antal i 15 år. I 4. kvartal 2021 blev der dog givet færre lån til boligkøb i forhold til samme kvartal året før.
”Der blev købt og solgt rigtig mange boliger i 2021 i hele landet. I sidste kvartal 2021 blev der dog givet 5 pct. færre lån end på samme tidspunkt i 2020. Det skyldes formentlig, at mange danskere allerede havde købt en ny bolig i de forudgående første tre kvartaler af året. Og så har de fortsat høje udbudspriser og stigende renter højst sandsynligt også fået flere potentielle købere til at holde lidt igen,” siger Ane Arnth Jensen.