Den stigende inflation har fået en række centralbanker til at hæve renterne for at dæmpe den økonomiske aktivitet og få inflationen ned igen. Det gælder også Den Europæiske Centralbank, som begyndte at hæve renterne i juli, og Nationalbanken herhjemme har fulgt trop.
De stigende renter påvirker ikke mindst danske familier med store banklån og boligejere med rentetilpasningslån. Til gengæld nyder familier med store indlån i banken også godt af stigende indlånsrente på deres opsparing, så for nogle familier er de stigende renter samlet set en gevinst.
”I de senere år har renterne været historisk lave. Det har danskere med boliglån og anden gæld nydt godt af, mens folk med opsparinger har fået mindre afkast på deres opsparing. Nu skal vi vænne os til, at det er ved at skifte tilbage igen,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Syv ud af ti realkreditlån er ikke berørt
Af alle danske boligejere med realkreditlån har ca. halvdelen fastforrentede lån. De bliver ikke ramt af stigende renteudgifter. Den anden halvdel har rentetilpasningslån. Af dem har lidt over hver femte realkreditlån med rentetilpasning mindst en gang om året – enten F-kort eller F1. De oplever alle højere renter i disse måneder – nogle har mødt dem, andre får dem i det nye år. Men blandt familier med rentetilpasningslån, der kun får ny rente f.eks. hvert tredje eller femte år, vil en del også have fået en betydeligt højere rente, inden vi når sommeren 2023.
Samlet set er det omkring tre ud af fem lån med rentetilpasning, der inden næste sommer vil være påvirket af de højere renter, vi har set siden årets begyndelse. Det betyder omvendt, at to ud af fem rentetilpasningslån ikke bliver ramt af rentestigninger inden sommeren 2023. Lægger vi dertil de fastforrentede lån, er det knap 70 procent af samtlige realkreditlån, som ikke får højere renter.
Men omkring 300.000 danske familier vil altså have fået højere rente på deres rentetilpasningslån inden næste sommer. De fleste af dem kan se ind i en ekstra renteudgift pr. måned på mellem 1.000 og 5.000 kroner.
”Renterne stiger, og det påvirker mange danske boligejere. Det kommer oven i højere priser på el, varme, mad og andre ting. Men jeg glæder mig over, at der på kort sigt er relativt få, der ender med ekstra renteudgifter, og at vi samtidig kan se, at mange familier med rentetilpasningslån har større opsparinger end andre,” siger Ulrik Nødgaard.
Læs analyse