12,5 mio. kroner havnede i første halvår 2022 i hænderne på kriminelle. Deres ofre blev udsat for såkaldt kærlighedssvindel. De troede, de havde fundet kærligheden – typisk via datingsider, sociale medier eller e-mail. Og da kontakten var skabt, og tilliden etableret, begyndte svindlen. Og det kan ofte være svært eller tage tid for ofret at indse, at profilen er falsk, og en kriminel står bag. Især hvis man selv oplever, at man har fundet kærligheden.
”I de år vi har indsamlet statistik på denne type af kriminalitet, kan vi konstatere, at de kriminelle stadig har succes med at stjæle penge fra folk, der tror, de har fundet kærligheden, men i stedet er havnet i klørene på en kriminel. Det kan have store konsekvenser for ofrene, som både blive franarret penge og følelser,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
Bankerne stopper størstedelen
I første halvår 2021 slap kriminelle afsted med 9,4 mio. kroner med denne metode. I andet halvår af 2021 var beløbet på 11,4 mio. kroner.
”Ser man på, hvor meget de kriminelle forsøger at lokke ud af ofrene er beløbet dog langt højere og ligger på omkring 60 mio.kroner om året. Bankerne får bremset en stor del. Men hvis den enkelte ikke selv er opmærksom, så er det helt umuligt at komme kriminaliteten helt til livs,” siger Michael Busk-Jepsen.
Brug din sunde fornuft
”Mit råd er, at du altid skal have din sunde fornuft med dig - også når du skriver sammen med personer i datinguniverset. Vær særligt opmærksom på pengeanmodninger. Send aldrig penge, kortoplysninger, kontooplysninger eller kopier af personlige dokumenter. Og del ikke kompromitterende informationer, der senere kan blive brugt til at afpresse dig,” siger Michael Busk-Jepsen.
Gode råd om kærlighedssvindel
- Vær opmærksom på at denne type svindel eksisterer. Og del denne viden i dit netværk og din familie
- Overfør ikke penge til personer, du ikke kender og overfør heller ikke penge for dem
- Undgå at dele kompromitterende oplysninger om eller billeder af dig selv. Du risikerer at blive udsat for afpresning.
Hvis du er blevet svindlet, så stop al kontakt, gem din korrespondance og anmeld sagen til politiet. Rapportér det også til det site (fx datingside), hvor du først blev kontaktet. Hvis du har delt kontooplysninger eller lignende, så kontakt din bank.