Antallet af konkurser er steget fra 582 om måneden under coronakrisen, til 639 i gennemsnit siden februar i år. Ser man alene på virksomheder med ansatte eller en omsætning på over en mio. kroner, er antallet af konkurser steget fra 180 til 231 om måneden i gennemsnit.
Stigningen i konkurstallet skal ses i lyset af, at en række virksomheder, der havde økonomiske udfordringer allerede inden coronakrisen, blev hjulpet igennem af statslige hjælpepakker. Det bidrog til, at antallet af konkurser i den periode var lavere end under den forudgående højkonjunktur. Dermed kom nogle virksomheder gennem coronaperioden, selv om de faktisk allerede før coronakrisen havde svært ved at tjene penge eller havde store gæld.
Siden har energikrisen ramt landet med inflation og dernæst stigende renter. Det har presset økonomien i især servicesektoren, hvor hoteller og restauranter samt virksomheder inden for handel, kultur og fritid har væsentlige energiomkostninger forbundet med f.eks. køkkendrift og opvarmning af lokaler.
Dertil kommer, at mange virksomheder er udfordret af, at forbrugerne holder igen – den høje inflation udhuler deres købekraft, og forbrugertilliden er historisk lav.
”Priserne stiger, og usikkerheden er stor. Det får mange af os forbrugere til at holde på pengene. Et eksempel kan være, at vi skifter specialforretninger, som bagerier, ud med billigere alternativer, som brød fra supermarkeder. Det er også en del af forklaringen på, at vi kan konstatere en stigning i antallet af konkurser blandt eksempelvis hoteller, restauranter, rejsebureauer og handel,” siger cheføkonom i Finans Danmark, Niels Arne Dam.
Pres på bankerne
De danske banker har allerede hjulpet mange kunder, men fire ud af syv banker forventer en betydelig stigning i antallet af virksomheder der vil få problemer med økonomien i den kommende tid og få brug for hjælp i banken. Det viser en spørgeundersøgelse, som Finans Danmark har foretaget blandet landets syv største banker.
”Virksomhederne efterspørger især likviditet til at komme gennem deres udfordringer her og nu. For eksempel i form af korte lån. Men det er også lån til energieffektiviseringer og til omstilling i øvrigt, de har brug for,” siger Niels Arne Dam.
Og bankerne står klar med hjælp til de sunde kunder, der har brug for hjælp til de aktuelle udfordringer, men stadig har en levedygtig forretningsmodel.
”Det, vi hører fra bankerne, er, at virksomhederne grundlæggende går velpolstrede ind i krisen. Men det er vigtigt at få sagt, at hvis man oplever udfordringer, så skal man henvende sig til sin bank i god tid før, den ellers sunde virksomhed udvikler sig til en usund, der ikke kan overleve og går konkurs. Det er afgørende at søge hjælp i tide – det giver langt flere muligheder for, at banken og virksomheden kan finde holdbare løsninger,” siger Niels Arne Dam.
Læs analyse