Lovforslaget har til formål at foretage en række ændringer i den finansielle regulering, herunder bl.a. som følge af PRIIP-forordningen, UCITS-direktivet, disclosureforordningen m.m.
Finans Danmark er positiv overfor den foreslåede bestemmelse om behandling af personnummer i forbindelse med rådgivning og administration af kunderne. Vi finder det naturligt, at der i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne skabes smidige rammer for de finansielle virksomheders muligheder for i det løbende kundeforhold at varetage kundernes interesser og behov. Vi vurderer dog, at der er behov for en række præciseringer for ikke at begrænse den praktiske anvendelse af bestemmelsen unødigt.
I relation til den foreslåede udvidelse af Forbrugerombudsmandens kompetence til at omfatte sager om ”det simple låneoverblik” finder vi forslaget naturligt men mener også, at der er behov for en principiel drøftelse af modellen om dobbeltkompetence. Modellen giver efter vores opfattelse anledning til usikkerhed for både forbrugere og institutter, hvilket f.eks. kommer til udtryk i forbindelse med manglende overensstemmelse mellem de to myndigheders fortolkning af reglerne.
Som følge af, at overgangsordningen for UCITS til PRIIPs ophører, foreslås det at ændre § 103 i lov om investeringsforeninger, Vi mener, at bestemmelsen bør tilpasses, så der i Danmark også gives valgfrihed mellem at udarbejde et PRIIPs KID eller UCITS til professionelle investorer, hvorved der foretages en direktivnær implementering af bestemmelsen.
Finans Danmark byder generelt nyaffattelsen af betalingslovens bestemmelser om behandling af personoplysninger og betalingsoplysninger velkommen. Med præciseringerne bringes loven og bemærkningerne tættere på den naturlige forståelse af retstilstanden. På en række punkter mener vi dog, at lovbemærkningerne bør uddybes og præciseres. Det er vigtigt for at skabe vilkår, der understøtter og fremtidssikrer banker og andre virksomheders mulighed for at udvikle nye attraktive og innovative digitale løsninger, der kan komme forbrugere og erhvervslivet til gode.
Det følger af lovforslaget, at reglerne skal træde i kraft den 1. juli 2022. Vi vurderer, at forslaget mangler at tage højde for overgangsbestemmelsen i PRIIPs-forordningen for UCITS, hvorfor vi foreslår, at disse regler først træder i kraft den 1. januar 2023 for ikke at lave førtidig implementering af reglerne for danske UCITS.